Exit Irak, men hvad med Afghanistan?

Der er begået fejl i Irak og i Afghanistan – men der er ingen grund til at begå den fejl at glemme alt om genopbygning i Afghanistan og hurtigst muligt nedkæmpe Taleban og al-Qaeda og tvinge dem til betingelsesløs overgivelse.

Nu hvor hovedstyrken er trukket hjem, og halvdelen af de sidste hundrede soldater forlader Irak med årets udgang, kan man godt tillade sig at gøre regnebrættet op. Den egentlige krig 20.3.-9.4. 2003 blev lynhurtigt overstået på trods af, at irakerne personel- og materielmæssigt var mindst dobbelt overlegne i forhold til den amerikansk-britiske angrebsstyrke. Angriberne, der var teknologisk overlegne, sejrede uden større tab, ikke på grund af bedre teknologi, men fordi de irakiske felthærstyrker smeltede væk uden at gøre modstand. De fleste smed uniformen og gik hjem, medens nogle få sluttede sig til de smågrupper af Baath-partimedlemmer, islamistiske militser og al-Qaeda-inspirerede udlændinge, som leverede den eneste hårdnakkede kamp. De tilsammen 155 amerikanske og britiske soldater, der døde, mistede derfor i langt hovedsagen livet på grund af egen ild og færdselsuheld.

Men allerede under angrebet tegnede et af de senere problemer sig. Der var for få tropper til at beskytte forbindelseslinjerne bagud. Det var helt i overensstemmelse med den valgte doktrin (metode), der gik ud på at indsætte få, højt uddannede, let transportable styrker, udrustet med frontteknologi og støttet af fly, helikoptere, selvkørende artilleri og kampvogne i en lynkrigsoperation. Denne doktrin blev hyldet af de fleste, også af flere af de militære kommentatorer, der i dag kritiserer doktrinen. Der var heller ikke mange, der protesterede, da amerikanerne straks efter sejren opløste Iraks hær og politi og smed Baath-partimedlemmerne ud af administrationen. Begge tiltag viste sig siden at være fejltagelser. Der var ikke tropper nok til at sætte sig tungt på landet og afskrække fjendtligtsindede med et par sværtbevæbnede soldater på hvert gadehjørne. Der var heller ingen lokale til at overtage administrationen og opretholdelsen af ro og orden i det erobrede land. Til gengæld var der skabt en gruppe mænd, der var opsat på at skaffe sig lidt af den mistede magt tilbage ved væbnet terror.

Det var de frustrerede og bevæbnede, som gjorde livet surt for den danske hærstyrke, der blev indsat i juni 2003. I de første to år blev den mest generet af miner og vejsidebomber, så tog den direkte beskydning til, og fra 2005 blev de danske i stigende omfang udsat for indirekte beskydning med raketter og mortérgranater. De sidste par måneder skete det 10-20 gange hver uge, og selv om ilden nok ikke var rettet specielt mod danskerne i de store, internationale lejre, og den ikke medførte tab, så sled den på nerverne. De seks danske soldater, der faldt, og de 19, der blev såret, blev ofre for vejsidebomber og direkte ild, men ingen af de 5.500 danske, der har været indsat, vil kunne sige, at de er kommet tilbage uden sår på sjælen. Imidlertid lykkedes det for danskerne at gennemføre 808 genopbygningsprojekter, og det er tydeligt, at den indsats til gavn for den almindelige befolkning får soldaterne til at føle, at operationen i Irak trods vejsidebomber, raketter og direkte kamp har haft en mening.

Det er derfor, man må afvise Søren Espersen, når han i en kronik i Jyllands-Posten 7.12. slår til lyd for, at NATO, og dermed vi, i Afghanistan skal glemme alt om genopbygning og hurtigst muligt nedkæmpe Taleban og al-Qaeda og tvinge dem til betingelsesløs overgivelse. Først når det er sket, mener han, at genopbygningen skal gå i gang. Sådan foregik det under 2. Verdenskrig mod Tyskland, og sådan bør det foregå nu mod talebanerne. Men sammenligningen holder ikke. 2. Verdenskrig var ikke for de vestallierede en krig for at befri tyskerne. Det var en krig mod et totalitært regime, der havde majoriteten af folket bag sig. Nazisterne ville undertvinge sig verden, og det var nødvendigt at knuse regimets væbnede styrker, uanset hvad det måtte medføre af lidelser for folket. Krigen i Afghanistan er i hovedsagen en befrielseskrig mod religiøse fanatikere, der nok ville undertvinge sig verden, men som derudover holdt hovedparten af den afghanske befolkning i en utålelig skruestik. Dér går det ud på at vise, at NATO kommer med en bedre samfundsmodel og samtidig er i stand til at holde de totalitære stangen. Hvis NATO først, uden hensyntagen til lokalbefolkningen, gennemfører den totale krig, som den blev ført mod tyskerne, så vil befolkningen givet længes tilbage til terrorregimets tid, hvor ødelæggelserne ikke var totale og man i hvert fald kunne overleve, hvis bare man gjorde, som talebanerne sagde. Hertil kommer, at de danske soldater givet vil føle, at deres indsats mangler mening.