Zelenskyj i benhårdt opgør med korrupt elite. End ikke hans stenrige ven er fredet

Hoveder ruller, og tusindvis af dollar bliver konfiskeret under razziaer hos Ukraines rige og magtfulde elite. Zelenskyj tager et hårdt opgør med et gammelt problem: korruption. Målet er klokkeklart – Ukraine vil med i EU snarest. Men skuffelsen lurer forud for historisk møde.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, slår hårdt ned på korruptionen for at komme hurtigere med i EU. EPA/Ritzau Scanpix (arkiv)

Luksusure, fede biler og dollarsedler i hundredtusindvis bliver i øjeblikket konfiskeret under razziaer hos nogle af Ukraines rigeste og mest magtfulde personer.

For i disse dage svinger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, den store korruptionskniv over alt fra millionærer til ministre og embedsmænd over hele landet.