Europa er ved at blive delt i to, når det gælder udbredelsen af coronasmitten.

Nye tal fra blandt andet Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og opgørelser fra det amerikanske Johns Hopkins University viser, at selv om den overordnede smittesituation er i bedring i Europa, så er især en række østeuropæiske lande hårdt ramt og står midt i den hidtil værste periode under coronaepidemien.

Som dansker kan det være svært at forstå på et tidspunkt, hvor Danmark er i fuld gang med at åbne, og diskussionerne om grænseåbninger, lempelser i restriktioner for antallet af personer, der må mødes, og sommerferiemål er nogle af de hedeste emner.

Men andre steder i Europa står man i disse dage med noget, der ligner en foreløbig smittetop – altså de hidtil højeste registrerede antal covid-19-smittede på en enkelt dag.

Det gælder blandt andet lande som Polen, Ukraine og Moldova, som står i den værste uge, hvad angår antallet af nye smittede, skriver VG.

I Polen blev der 8. juni registreret 599 nye smittede, og man står i den hidtil værste uge, når det gælder antallet af nysmittede. Den gode del af historien er, at antallet af døde i Polen ikke stiger tilsvarende.

En af grundene til, at flere lande registrerer flere smittede, kan være, at man flere steder er begyndt at gennemføre langt flere test af borgere end tidligere. Det kan dog ikke ses på tallet i Danmark, hvor antallet af nye smittede fortsat er lavt, selv om smittetrykket er steget de seneste dage.
En af grundene til, at flere lande registrerer flere smittede, kan være, at man flere steder er begyndt at gennemføre langt flere test af borgere end tidligere. Det kan dog ikke ses på tallet i Danmark, hvor antallet af nye smittede fortsat er lavt, selv om smittetrykket er steget de seneste dage. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Andre steder i Østeuropa kan befolkningerne håbe på, at man nu er ovre det værste – i hvert fald i denne første fase af coronaepidemien. Antallet af nye smittede falder således i blandt andet Rusland og Hviderusland efter at være toppet i maj. Til sammenligning nåede en række europæiske lande, herunder Danmark, deres registrerede smittetop i en periode i begyndelsen af april.

Verden er ramt

WHOs generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarede forleden om, at nok kan coronasmitten være ved at slippe taget i mange europæiske lande, men set på verden som et hele blev der søndag registreret det hidtil højeste antal covid-19-smittede på noget tidspunkt under pandemien.

Især dele af det centrale Asien, dele af Østeuropa og Sydamerika er hårdt ramt i denne tid, lyder vurderingen.

Onsdag offentliggjorde det britiske Imperial College i London en omfattende analyse af coronaepidemiens udvikling i Europa i løbet af foråret.

En af konklusionerne er, at det var hurtige nedlukninger i en række lande, som for alvor forhindrede, at epidemien kom ud af kontrol. Rapportens forfattere vurderer, at havde man ikke lukket de fleste lande ned så hurtigt, som man gjorde, så kunne yderligere op mod tre millioner europæere være døde under epidemien.

Rapporten har dog ikke kun ros til de enkelte landes regeringer. Storbritannien, hvor Boris Johnson er premierminister, kunne således have forhindret omkring halvdelen af de officielle 40.000 dødsfald på grund af coronavirussen, hvis man havde lukket landet ned blot en uge tidligere. Kritikken har været omfattende mod Boris Johnsons regering, der udskød beslutningen om en nedlukning og først lukkede ned flere uger efter en række andre europæiske lande, herunder Danmark.