Vreden over betalingsringen omkring Oslo gjorde Cecilie Lyngby til aktivist, og tusinder af ligesindede strømmede til

I Danmark førte debatten om en betalingsring omkring København til en politisk nedsmeltning. I olierige Norge har betaling på vejene været brugt og accepteret i årtier, men nu vokser protestbevægelser frem, mens politikere i Oslo og andre byer har lagt op til et »betalingsringens år«, hvor nettet for alvor strammes om bilisterne.

Cecilie Lyngby siger, at hun nærmest ved et tilfælde pludselig befandt sig i spidsen for bompengemodstanden i Oslo. Hun er parat til at føre kampen videre i 2019, hvor betalingsringen i hovedstaden bliver markant udvidet. Maria Albrechtsen Mortensen

Det var slet ikke meningen, at Cecilie Lyngby ville være aktivist. Hun siger, at hun aldrig havde deltaget i en demonstration før, da hun pludselig stod i spidsen for en større gruppe råbende nordmænd foran det norske storting. Hun havde ikke drømt om, at strøtanker på Facebook over systemet med betalingsringe og bompenge ville udløse et brøl af frustration fra tusinder af ligesindede i Norge.

De norske protester har til tider lignet en light-udgave af Frankrigs Gule Veste og har skabt bekymring hos de norske politikere. Cecilie Lyngby husker tydeligt den søndag aften og nat, da vreden eksploderede over forhøjede takster ved indfaldsvejene til Oslos centrum.