Vestlige efterretningsfolk og forskere strømmer til Ukraine for at nærstudere russiske våben. Da de åbnede Ruslands mest avancerede missiler, fandt de en grim overraskelse

Krigen i Ukraine har åbnet for et eldorado af oplysninger om russernes våben. En række af dem fungerer kun, fordi de indeholder store mængder vestlig teknologi. Nu spørger efterretningstjenester og vestlige forskere, hvor Rusland fik den fra?

Allerede fra krigens begyndelse benyttede Rusland et stort antal kortrækkende ballistiske missiler fra Iskander-våbensystemet mod mål i Ukraine. Der gik ikke lang tid, før ukrainske styrker fandt ueksploderede missiler, og de er uhyre interessante for efterretningsfolk fra vesten. National Guard of Ukraine/Ritzau Scanpix

Trods den tragiske baggrund er den russiske invasion af Ukraine ved at udvikle sig til et slaraffenland for vestlige efterretningsfolk og militærforskere.

Det er nemlig lykkedes Ukraines militær at erobre en række avancerede russiske våbensystemer, fra jamming-køretøjer, over nye kampvogne, til topmoderne missiler, som er slået ned uden at detonere.