Det var med vrede i blikket, at hundredvis af vaccinemodstandere mandag var samlet i London. De var utilfredse med udsigten til et vaccinepas, og at børn ned til 12 år nu kan få tilbudt coronavaccinen.

Vaccinemodstanderne ankom foran, hvad de troede var BBC-hovedkvarteret, da de beskylder public service-udbyderen for at sprede løgne og promovere covid-19-vaccinerne.

Problemet var bare, at BBC havde flyttet adresse næsten et helt årti tidligere. I dag lægger bygningen hus til en række ITV-programmer.

Det skriver flere medier. Blandt andre The Independent.

Vaccinemodstanderne lod ikke til at være klar over forvirringen, da de fortsatte med at forsøge at storme bygningen, hvor politiet endte med at måtte møde talstærkt op.

BBCs nye hovedkvarter ligger mere end otte kilometer væk fra stedet, hvor demonstranterne var mødt op.

Det lykkedes politi og sikkerhedsfolk at holde demonstranterne ude af bygningen, så optagelserne af ITVs programmer, der blandt andet tæller »Good Morning Britain« kunne fortsætte.

TV-værten Charlene White takker for hjælpen på Twitter:

»Ikke sikker på, hvad demonstranterne håbede at opnå, men alt, hvad de ville have fundet, var mig, Jane, Nadia og Penny, der sad og talte om overgangsalderen i Loose Women«.

The Guardian beskriver, hvordan demonstranter foran bygningen kritiserede BBC for at være den faktiske »virus«, der spreder løgne i samfundet. Kritikken var særligt rettet mod BBCs dækning af pandemien.

Selvom BBC i denne omgang slap, melder tv-stationen, at deres ansatte generelt har oplevet et stigende antal verbale og fysiske angreb, der primært er kommet fra vaccinemodstandere.

BBCs nyhedsdirektør, Fran Unsworth, har advaret om, at overgreb på hendes journalister er et voksende problem, og har opfordret personalet til at træne i, hvordan de skal håndtere personangreb.

Metropolitan Police oplyser, at ingen blev anholdt i forbindelse med urolighederne.