Tyskland strammer grebet: Indrejsende vil blive tvangstestet for coronavirus

De tyske myndigheder er dybt bekymrede over en voksende coronasmitte midt i ferietiden, og derfor er tvungen test for indrejsende og hjemvendte ferieturister fra risikolande det store tema i øjeblikket.

Tyskland var et af de første lande til at åbne grænserne igen efter nedlukningen. Men kombinationen af tusinder af tyske ferieturister og stor bekymring over voksende smitte får nu de tyske myndigheder til at stramme grebet.

Allerede fra næste uge kan alle indrejsende fra risikolande blive forpligtet til at underkaste sig en coronatest ved grænsen. Hvis nogen modsætter sig, kan det blive en politiopgave at sikre, at testen bliver gennemført med tvang.

Fra det tyske politiforbund lyder det, at tyske betjente er klar til opgaven.

»I sidste ende må vi sikre, at loven bliver fulgt og om nødvendigt også med tvang,« siger en talsmand for det tyske politiforbund, GdP, til Der Spiegel.

Stor bekymring over smitte

Tvungen test for indrejsende til Tyskland har været et stort tema i de tyske medier de seneste dage. Og kravet vil også gælde for de tusinder af tyske ferieturister, der nu og i de kommende uger rejser ud til europæiske strande, hvis det er i definerede risikolande og andre steder i verden, hvor smittefaren er stor.

De seneste dage har tyske myndigheder udtrykt »stor bekymring« over voksende smittetal i den tyske befolkning. Samtidig er kravet om mundbind, distance og overholdelse af hygiejneregler i forbindelse med smittefaren blevet indskærpet.

Tyskerne er begyndt at slække på deres overholdelse af kravene, har det lydt. Et andet emne har været, at medierne har beskrevet, hvordan tyske turister og især unge turister slår sig løs på ferien i Spanien og andre steder, hvor smitterisikoen i øjeblikket er voksende.

Dertil kommer, at de tyske myndigheder forbereder sig på, at sæsonarbejdere vil vende tilbage fra ferie i deres hjemlande.

En nylig opgørelse over tyske smittetilfælde viste, at næsten alle ca. 8.000 nye covid-19-tilfælde menes at være smittet i Tyskland. Spanien blev kun udpeget som smittested i 17 tilfælde.

Hidtil er Tyskland kommet væsentligt bedre igennem coronakrisen end mange andre lande. Danmarks naboland med flere end 80 millioner indbyggere har registreret lige over 200.000 tilfælde af covid-19, der har resulteret i omkring 9.000 dødsfald.

Luxembourg er risikoland

Men de tyske myndigheder frygter en gentagelse af scenariet i foråret, hvor smitten blev udbredt i Tyskland blandt andet båret af hjemvendte skiturister fra Italien og Østrig. Sundhedsminister Jens Spahn har meddelt, at regeringen arbejder på at få lovgivningen for tvungen test på plads. Hidtil har indrejsende selv kunnet bestemme, om de ville testes, mens faciliteter for test først for nylig er blevet sat op i flere lufthavne. Testen vil blive gratis, lover sundhedsministeren.

Det er fortsat uvist, hvilke lande der vil være på risikolisten ved den tvungne coronatest. Den seneste opdatering af listen over risikolande er fra før registreringen af bekymrende udbrud i Spanien og Belgien.

I øjeblikket har de fleste EU-lande undgået at ende på listen med Luxembourg som en bemærkelsesværdig undtagelse.