Tyskland for tyskere: »Hvis man hører talen på det rigtige lydniveau og lukker øjnene, så føler man sig tilbage i Det Tredje Riges tid«

Ingen enkeltperson deler Tyskland som lederen af højrefløjspartiet AfD i delstaten Thüringen, Björn Höcke. Han er manden, der skiftevis kaldes »kongemager« og »nazist«. Og manden, der har kastet Tyskland ud i et dybt politisk stormvejr, som kun kan blive værre herfra. Her er historien om manden, der elskede kansler Helmuth Kohl, hader Angela Merkel og drømmer om et Tyskland for tyskerne.

Björn Höcke lykønsker FDPeren Thomas Kemmerich med valget som ministerpræsident. Höcke og AfD leverede de nødvendige stemmer til valget. Kemmerich måtte dog gå af bare 24 timer senere efter hårdt pres fra landspolitikerne i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNIBAL HANSCHKE/Reuters/Ritzau Scanpix

Den slanke, mørkblonde mand med de blå øjne bøjede hovedet, rakte hånden frem og satte gang i et politisk opgør, som Tyskland ikke har set siden Anden Verdenskrig.

Håndtrykket beseglede valget af partiet FDPs Thomas Kemmerich som ny ministerpræsident i Thüringen og gav AfD og dets lokale leder, Björn Höcke, en hidtil uset magt oven på delstatsvalget sidste år, hvor AfD fik 23,4 pct. af stemmerne. Det har rystet Tyskland.

For mange tyskere var det historien, der gentog sig. Det var i Thüringen i februar 1930, at Adolf Hitler med et nik og et håndtryk fra Tysklands daværende rigspræsident Hindenburg beseglede valget af den dengang første nazistiske delstatsminister i Tyskland. 90 år senere lykkedes det Björn Höcke at sikre AfD den første reelle indflydelse i tysk politik, siden det indvandringskritiske parti blev stiftet i 2013.

Men hvem er manden, der på én og samme tid er sky og introvert og har placeret sig som politikeren, alle taler om i Tyskland?

Björn Höcke lykønsker FDPeren Thomas Kemmerich med valget som ministerpræsident. Höcke og AfD leverede de nødvendige stemmer til valget. Kemmerich måtte dog gå af bare 24 timer senere efter hårdt pres fra landspolitikerne i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNIBAL HANSCHKE/Reuters/Ritzau Scanpix.

Paradis

Björn Höcke blev født i den vesttyske by Lünen i 1972. Hans far var speciallærer på en skole for blinde, moderen var sygeplejerske. Höcke har siden fortalt, hvordan familien rykkede til en lille, arketypisk tysk landsby nær Bonn, hvor han passede sin skole, dyrkede sport og vandrede i bakkerne og skoven. Det blev, har Höcke selv fortalt, definerende år for ham. Han elskede det fredelige tyske liv, hvor få udefrakommende forstyrrede dagens orden.

Faderen har han omtalt som indvandrerskeptisk og som en mand, der begræd den tyske genforening. For selvom genforeningen i sig selv var positiv, så mente faderen, at det sidste »rene« Tyskland, DDR, nu forsvandt. For nok var han imod styret i DDR, men han foretrak landets kontrol med indvandringen i modsætning til det stadig mere multikulturelle Vesttyskland.

Endnu vigtigere var farfaderen, som var blevet tvunget til at flygte fra Prøjsen i forbindelse med Den Røde Hærs fremmarch under Anden Verdenskrig. For Höcke blev fortællingerne om Prøjsen historien om et mistet paradis. Et Tyskland for tyskere. Et Tyskland, hvor det enkle liv blev levet, og hvor man tog sig af sig selv og hinanden uden forstyrrelser udefra.

Mange iagttagere mener, at det er dér, man skal finde grundlaget for Höckes politiske ståsted. Han kaldes nationalkonservativ, og sikkert er det, at fortid og begrebet »Tyskland« er fundamentale for Höcke og hans ønske om et land uden for eksempel indvandring.

Selv om Björn Höcke er valgt i Thüringen og ikke formelt deltager i tysk landspolitik, er han ofte taler ved møder rundt om i landet. Her ses han ved et møde i Flensborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flensborg Avis/Ritzau Scanpix.

Lærer

Siden blev Höcke soldat, stiftede familie, fik fire børn og blev lærer på en lokal skole. I dag bor han i en ganske lille landsby blot fem hundrede meter fra den gamle grænse mellem Vest- og Østtyskland. Han har omtalt stedet som et slags ingenmandsland i Tyskland. Området er strengt katolsk, og han har fortalt, at byen, Bornhagen nær Kassel, hverken lod sig besnakke af nationalsocialister under verdenskrigen eller af DDRs kommunisme frem til genforeningen.

Tidligere lærerkolleger og elever har fortalt, at de intet vidste om hans politiske præferencer. Men selv om han holdt lav profil, var hans højrenationale holdninger tydelige bag kulissen. Man ved, at han mødtes med andre højreorienterede og fra 2006 og frem blev mere og mere engageret i bevægelser på den yderste højrefløj.

I 2011 forsøgte han at stifte et patriotisk parti, og han blev stadig mere aktiv i og omkring højreorienterede gruppers demonstrationer, som i de år voksede frem i det østlige Tyskland.

I dag er Björn Höcke leder af AfD i delstaten Thüringen – en partiforening, han selv stiftede i 2013. Det har vist sig som en – i hvert fald foreløbig – perfekt platform for Höcke, der foreløbigt holder sig ude af den formelle del af partiets landspolitik, men som omtales som en af de absolutte hovedkræfter bag AfDs fortsatte fremmarch i Tyskland.

Definerende

Det var i januar 2017, at Björn Höcke for alvor trådte frem på den store politiske scene i Tyskland. Höcke var rejst til den østtyske storby Dresden, hvor han havde sagt ja til at tale i en højreorienteret ungdomsforening.

En række journalister havde meldt deres ankomst, nogle fik dog ikke adgang, fordi Höcke og co. ikke ønskede dem indenfor. Det var sådan set ligegyldigt, for talen, som på mange måder er blevet definerende for AfD og for Björn Höcke, blev transmitteret live på YouTube.

»Det tyske folk er det eneste i verden, der har rejst et skammens mindesmærke over sig selv midt i dets egen hovedstad«, lød det fra Björn Höcke med direkte reference til Holocaust-mindesmærket i Berlin. »Tyskland kan kun finde en vision for fremtiden, når vi begynder at bygge en positiv historie om vor fortid – i stedet for at latterliggøre den,« lød det blandt andet fra Björn Höcke, der ønskede at nydefinere, hvordan tyskerne omtalte sig selv.

De første demonstranter gik på gaden kort efter meddelelsen om, at AfD var blevet afgørende for valget af Thomas Kemmerich som ny ministerpræsident i Thüringen. Demonstranter var på gaderne i byer som Berlin, Jena, München og Kiel. Fold sammen
Læs mere
Foto: FELIPE TRUEBA/EPA/Ritzau Scanpix.

Talen var definerende for Björn Höcke, definerende for AfD og på mange måder en øjenåbner for et Tyskland, som ganske vist havde fastholdt en lovmæssig jernnæve over for nynazister, men hvor politikerne mest af alt håbede at tie fænomenet AfD ihjel og i hvert fald holde partiet langt væk fra enhver formel indflydelse i tysk politi.

Kan ikke ties ihjel

Pludseligt blev AfD og ikke mindst Björn Höcke noget, alle talte om i Tyskland. Måske blev Höcke-talen tidspunktet, hvor politikere og den brede del af befolkningen erkendte, at man stod med en politisk bevægelse, som ikke alene kunne hente tocifrede stemmeprocenter ved flere valg i Tyskland, men som var ved at få så stor selvtillid, at partirepræsentanterne turde sige ting åbent, som før var utænkeligt.

Rystelserne fra talen nåede også dybt ind i AfD, der kæmpede for at finde en samlet politisk vej. Partiledelsen mente, at Björn Höcke var gået alt for langt og ønskede at få smidt ham ud.

Det kom til udtryk i en 19-sider lang indstilling, hvor man trak tydelige paralleller mellem Björn Höckes holdninger og Adolf Hitlers. Det var også partiledelsen, som konkluderede, at »Hvis man hører talen på det rigtige lydniveau og lukker øjnene, så føler man sig tilbage i Det Tredje Riges tid«.

Partiledelsens forsøg på at få Björn Höcke smidt ud af partiet lykkedes ikke – dertil var AfD for splittet i opfattelsen af den politiske retning. Det endte med en advarsel til Höcke og et farvel til et par af AfDs hovedkræfter, herunder den profilerede Frauke Petry.

Tilbage står Björn Höcke som en slags kongemager med stor magt bag kulissen i AfD. Han har opnået præcis det, han ønskede. Reel indflydelse på tysk politik og skabelsen af et AfD, som ikke længere kan ties ihjel.