Tysk seriemorder efterlader sig lige så mange spørgsmål som ofre

Niels Högel var sygeplejerske med gode anbefalinger og ry for at kunne håndtere pressede situationer. Nu har han indrømmet snesevis af mord, men han har muligvis dræbt op mod 300 patienter. Så hvad forhindrede kolleger i at standse en af verdens mest dødbringende seriemordere?

urn:newsml:dpa.com:20090101:190328-99-578862
Niels Högel er anklaget for at have dræbt hundrede patienter. Fotografi fra retssalen i Oldenburg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hauke-Christian Dittrich

Den nye sygeplejerske ankom til intensivafdelingen på Delmenhorst sygehus med gode anbefalinger. Han blev beskrevet som en person, der arbejdede »selvstændigt og samvittighedsfuldt.« I en krisesituation, hed det, vil han reagere »velovervejet«, og han var desuden »teknisk korrekt«.

Der var ingen antydninger af, at ledelsen på hans tidligere arbejdsplads, et sygehus i Oldenburg, var blevet stærkt mistænkelig over det høje antal dødsfald, som indtraf, når sygeplersken Niels Högel var på arbejde. Eller at de havde forbudt ham at have kontakt med patienter og reelt tvunget ham ud.

Inden længe begyndte tilsvarende mistanker imidlertid at cirkulere i Delmenhorst. Inden der var gået fire måneder, døde patienten Brigitte A. i hans varetægt. Andre som Hans S., Christoph K. og Joseph Z. fulgte efter. De er alle repræsenteret med et bogstav i stedet for det fulde efternavn for at respektere de tyske love om privatlivets fred.

I dag anses 42-årige Högel for at være den seriemorder, der har flest menneskeliv på samvittigheden i fredstid. Og det gælder ikke bare for Tyskland, men formentlig hele verden. Myndighederne anslår, at helt op mod 300 patienter kan være døde for hans hånd i løbet af de fem første år af dette årtusind.

Allligevel krævede det mere end ti års efterforskning og opgravningen af flere end 130 lig i Tyskland, Polen og Tyrkiet, før myndighederne nogenlunde havde dannet sig et indtryk af hans forbrydelser. Högel har indrømmet at have taget livet af 43 personer, han har ikke afvist at have dræbt andre 52, mens han nægter drabet på yderligere fem.

Antallet af drab og ikke mindst den tid det tog, før mistanken om hans handlinger kom for dagen, har rejst ubehagelige spørgsmål i Tyskland. Et af de mere prekære er, om den samme respekt for hierarki og forkærlighed for procedure, som engang muliggjorde nazitidens forbrydelser, har sat Högel i stand til at dræbe uden indgreb gennem så lang tid.

»Hvis det er muligt, at flere end 300 dødsfald over en periode på 15 år kan fejes ind under gulvtæppet, hvad er da ellers muligt?« siger Christian Marbach, hvis bedstefar var et af Högels ofre. »Hvad skal der til, før mennesker i Tyskland rejser sig og udviser opmærksomhed?«

Marbach holder nu taler på sygeplejerskeskoler, hvor han især retter lyset mod de moralske spørgsmål, som Högels sag har rejst.

Genoplivningens Rambo

Högel afsoner en livstidsdom for mordet på to patienter og for sin rolle i fire andre patienters død. Den verserende sag er den tredje siden 2006.

Denne gang er han anklaget for at dræbe flere end hundrede patienter - 36 af dem på universitetssygehuset i Oldenburg, og 64 andre efter overførslen til Delmenhorst, som ligger lidt uden for Bremen.

Kirkegården, hvor efterforskerne opgravede nogle mulige ofre for den tidligere sygeplejerske Niels Högel. Ganderkesee, Tyskland. Fold sammen
Læs mere
Foto: NANNA HEITMANN.

Dommer Sebastian Bührmann har givet ordre til at efterforske otte af Högels tidligere kolleger for mened, fordi der er mistanke om, at de har løjet for domstolen eller i hvert fald tilbageholdt oplysninger for at dække over tjenstlige forsømmelser.

Afsløringen af formodet uagtsomhed fra hospitalmyndighedernes side har allerede ført til andre sigtelser. To læger og to chefsygeplejersker fra Delmenhorst er blevet sigtet for manddrab. Högel ventes at vidne i deres sag, når retten har afsagt en kendelse i hans egen sag en gang i løbet af juni.

Tidligere kolleger af Högel siger, at han hurtigt fik ry for at kunne håndtere presset i stressede situationer, hvor det drejede sig om liv og død. I virkeligheden, siger anklagemyndigheden, fremkaldte han selv disse situationer, hvor spørgsmålet om liv og død lå i hans hænder.

Han gav overdoser af medicin, der udløste hjertestop, så han kunne ile tilbage for på heltemodig vis genoplive patienterne. Hans kolleger kaldte ham en Rambo og gav ham en halskæde af sprøjter, som han bar med stolthed.

Mangel på medfølelse

Ud af de 411 dødsfald, som blev registreret i løbet af de tre år, Högel arbejdede der, indtraf 321 umiddelbart efter hans vagter, viser optegnelserne. Myndighederne har dog ikke overblik over, hvor mange patienter han selv kan have dræbt.

Retten skal kun behandle de sager, hvor ofrene kan opgraves og obduceres for spor af medicin, der anvendes til at behandle uregelmæssig hjerterytme (arytmi).

Ifølge Dr. Karl-Heinz Beine, en ledende tysk neurolog og cheflæge på psykiatrisk afdeling på St. Marien Hospital i Hamm, syntes Niels Högel drevet af narcissisme og et behov for at kompensere for en mangel på selvværd.

Den engelske læge Harold Shipman, der i 2000 blev dømt for drabene på femten patienter ved hjælp af en dødbringende indsprøjtning, er et lignende tilfælde. Dengang konkluderede efterforskningen, at han havde dræbt mindst 215 patienter. Shipman tog sit eget liv i 2004.

»Niels Högel tilhører dette ekstreme mindretal,« siger Dr. Beine, der har efterforsket seriemordere i den medicinske verden siden 1989. Hvad der især slog ham ved Högels vidnesbyrd, var hans mangel på empati - selv når han talte med ofrenes efterladte.

Rapporter, og du har ryggen fri

Högel voksede op i nordtyske Wilhelmshaven med sine forældre og en storesøster. Hans far var også sygeplejerske, og han besluttede sig tidligt for at følge i hans fodspor.

På et tidspunkt bemærkede hans kolleger, at patienterne pludselig fik behov for genoplivning, når Högel var på vagt. Folk dør jo på intensiv afdelinger, sagde tidligere sygeplejersker i retten, men ikke i det antal, og ikke så hurtigt.

»I begyndelsen tænker man bare, at det er skæbnens spil,« sagde en tidligere kollega fra Delmenhorst, der kun er identificeret som Susanna K. »Men på et eller andet tidspunkt bliver din mistanke vakt.«

Universitetshospitalet i Oldenburg, hvor den dømte Niels Högel tidligere arbejdede som sygeplejerske. Fold sammen
Læs mere
Foto: NANNA HEITMANN.

Hun fortalte, at Högels kolleger i Oldenburg havde talt om ham, men at de ikke havde forelagt sygehusets ledelse deres bekymring endsige indgivet en klage af frygt for at blive irettesat. Eller også fordi de ikke havde set det som deres opgave i et land, hvor borgerne er meget omhyggelige med at beskytte deres privatliv.

Da en anden sygeplejerske på Delmenhorst fortalte sine overordnede, at hun nærede mistanke til Högel, blev der ikke fulgt op på sagen.

Dr. Beine siger, at han håber, retssagen kan øge opmærksomheden om de manglende reaktioner og føre til et brud med de hierarkiske strukturer, som styrer hospitaler og andre store offentlige institutioner i Tyskland.

Han citerede en preussisk talemåde, der anvendes jævnthen i landets bureaukratier: Berichten macht frei - der er skræmmende tæt på nazitidens Arbeit macht frei. Talemåden indebærer, at det er nok at rapportere om en formodet fejl i systemet uden at gribe ind og sørge for, at det ikke gentager sig.

»Som sundhedsarbejder bør du vide, at du har ansvar for patienterne, ikke hospitalets omdømme,« understreger Dr. Beine.

Svar til de efterladte

Det var ikke før i juni 2005, at sygeplejersken Renate T. på Delmenhorst skred til handling, da hun opdagede Niels Högel stå bøjet over en patient med lungekræft ved navn Dieter Maass. Hans respirator var slukket, og i skålen ved sengen lå der fire tomme sprøjter med en medicin, som Maass ikke havde fået ordineret. Hun tog hurtigt en blodprøve og sendte den til undersøgelse.

Næste dag var patienten død.

Da testresultatet af blodprøven viste en livsfarlig høj dosis hjertemedicin, mødtes lægen og den vagthavende sygeplejerske for at diskutere situationen. Men de lod Högel afslutte hans vagt.

I de tilbageværende timer blev den 67-årige Renate Röper hans sidste offer.

Christian Marbach, hvis bedstefar var et af Högels ofre

»Hvis det er muligt, at flere end 300 dødsfald over en periode på 15 år kan fejes ind under gulvtæppet, hvad er da ellers muligt?«


Dommer Sebastian Bührmann åbnede den igangværende retssag med at holde et minuts stilhed til ære for ofrene. Somme tider har behandlingen af sagen mere haft karakter af en sandhedskommission end en kriminalsag.

»Formålet med denne retssag er at skaffe svar til de efterladte, hvis familiemedlemmer er døde. Og hjælpe dem til at forstå hvordan og hvorfor det skete,« sagde Bührmann til et vidne.

Men den 47-årige Mariya Tüter forventer mere. For tre år siden fortalte politiet hende, at de nærede mistanke om, at hendes mand Adnan kunne være dræbt af Högel. Og lige siden har hun kæmpet med depressioner og somme tider haft svært ved at overkomme rutiner som for eksempel at købe ind.

»Lige indtil dette skete så jeg læger som mennesker, der gjorde det rigtige: Det var folk, man kunne stole på,« siger hun.

»Men i det her tilfælde har de fejet alting ind under gulvtæppet. Jeg vil have, at retfærdigheden omsider sker fyldest.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist