Tysk indenrigsminister opfordres til at trække sig: »Det her kommer til at runge langt ind i valgkampen«

Nu skal ansvaret for de mange døde efter de massive oversvømmelser i Tyskland placeres. Pilen peger mod indenrigsminister Horst Seehofer, som flere partier vil have til at gå af. Katastrofen er ved at udvikle sig til en regulær krise for det borgerlige Tyskland, vurderer Berlingskes udlandsredaktør Birgitte Borup.

Den voksende katastrofe i Tyskland får nu flere partier til at kræve den tyske indenrigsminister Horst Seehofes afgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De store vandmasser har allerede kostet over 100 tyskere livet, mens hele byer er ødelagt.

Nu vanker de politiske tæsk. Ansvaret for de mange tyske ofre for oversvømmelserne skal placeres, især, at folk ikke var bedre informeret og rustet inden katastrofen.

Står det til det venstreorienterede parti Die Linke og partiet FDP ligger en del af ansvaret hos den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), hvis afgang de nu kræver.

Seehofer anklages for at have begået et »alvorlige svigt« og for personligt at stå til ansvar for en række »systemfejl«, der medførte, at de tyske borgere ikke var tilstrækkeligt advaret mod de kommende oversvømmelser på trods af advarslerne.

Enten tog den tyske regering ikke advarslen fra metrologerne seriøst, eller også blev oplysningerne ikke videregivet til de relevante myndigheder »med den nødvendige styrke«, lyder anklagen.

»Begge tilfælde er utilgivelige og en alvorlig politisk fejltagelse. I betragtning af katastrofens omfang vejer den så tungt, at en opsigelse fra den ansvarlige minister er mest passende,« lyder det fra Die Linkes leder, Susanne Hennig-Wellsow, til Frankfurter Allgemeine.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, tikkede der i dagene op til katastrofen mindst 25 bulletiner ind fra EUs overvågningssystem, European Flood Awareness System, hos de tyske og belgiske myndigheder.

Men i Tyskland blev kun et fåtal evakueret, før det var for sent.

Det er kun naturligt, at der rejser sig en politisk debat efter så omsiggribende en tragedie, siger Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup:

»I de her dage er der en voksende vrede i Tyskland. Det er fuldt forventeligt, at landets indenrigsminister skal stå til ansvar, når et velorganiseret og effektivt land som Tyskland pludselig står i en situation, hvor mydighederne ikke har været i stand til at beskytte egne borgere. Især, når katastrofen efter alt at dømme kunne have været forudset,« forklarer hun.

Birgitte Borup, udlandsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Birgitte Borup vurderer, at debatten vil fortsætte på to niveauer frem mod det tyske valg til efteråret, hvor den erfarne Angela Merkel forlader kanslerposten.

»Der er en her-og-nu debat, der vil handle om, hvordan katastrofen kunne få så store konsekvenser. Frem mod valget i september vil vi se en mere fremadrettet debat, der handler om klimaet og hvordan man forhindrer en gentagelse. Begge debatter kan få mange tyskere til at genoverveje, hvor de sætter deres kryds, set i lyset af de enorme ødelæggelser,« forklarer Berlingskes udlandsredaktør.

Kritikken vælter ned

Særligt det borgerlige Tyskland er kommet skidt igennem katastrofen. Mens vandet stadig hærger det sydlige Tyskland og dødstallet stiger, vælter kritikken ikke bare ned over indenrigsministeren, men også over favoritten til at tage over efter Merkel.

Kansler Angela Merkel sammen med indenrigsminister Horst Seehofer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Dalder/Reuters/Ritzau Scanpix.

Armin Laschet, kanslerkandidat fra det borgerlige parti CDU, skandaliserede i weekenden sig selv ved at få et grineflip for rullende kamera, da han indfandt sig i Erftstadt for at yde støtte til de mange ofre for oversvømmelserne.

Ved den efterfølgende pressekonference vidste Laschet, der repræsenterer det borgerlige parti CDU, åbenlyst ikke, at han stadig blev filmet. Det resulterede i, at han blev filmet, mens han storgrinede kort efter mødet med de mange ofre. Billederne er gået verden rundt under hashtagget #LaschetLacht.

»Hele Tyskland - og resten af verden - har set Armin Laschet stå og grine på det værst tænkelige tidspunkt og i det hele taget håndtere krisen elendigt. Samtidig har Horst Seehofer haft meget svært ved at komme med nogle begavede svar på, hvorfor de advarsler, som jo rullede ind hos de tyske myndigheder, ikke er nået tilstrækkeligt ud til befolkningen. Det er ikke kønt,« siger Birgitte Borup.

Den dårlige håndtering af katastrofen kan meget vel afspejle sig i valget til efteråret.

»Der venter et efterspil, der kommer til at runge langt ind i den tyske valgkamp,« lyder konklusionen fra Birgitte Borup.