To mænd, to scener, to visioner: Barnier og Johnsons taler varsler hårdt opgør forude

Den ene talte om et frit land, om ubegrænsede muligheder og en lys fremtid. Den anden talte om jura, konkurrenceregler og aftaletekster. Premierminister Boris Johnson og EU-chefforhandler Michel Barnier har taget hul på de kommende Brexit-forhandlinger med hver sin tale, der varsler stormvejr forude.

Boris Johnson holdt mandag tale i Greenwich observatoriet for en række spidser fra det britiske erhvervsliv. Premierministeren har fået ros for talen, hvor han nok en gang præsenterede sin vision for et Storbritannien uden for EU. POOL

Der kan næppe herske tvivl om, hvem man helst ville have til at holde tale til sit bryllup, hvis valget stod mellem Boris Johnson og Michel Barnier.

Boris Johnsons taler er farverige, energiske, optimistiske. Som da han i mandags varmede op til det kommende år, hvor Storbritannien agter at lande frihandelsaftaler med EU såvel som USA.