Theresa May beviste det: Kvinder kan også være virkeligt dårlige til politik

Theresa May har vist os noget vigtigt. Kvinder kan også være dårlige ledere - endda meget dårlige. Og det er måske hendes største bidrag til den store historieskrivning.

Før og efter. Theresa May fotograferet på sin første embedsdag 13. juli 2016. Og – til højre – ved sin tårevædede exit 24. maj, hvor hun meddelte, at hun 7. juni ville træde tilbage som konservativ partiformand. JUSTIN TALLIS, TOLGA AKMEN

Theresa May har bidraget til ligestillingen. Hun har vist os, at kvinder også kan være uegnede topledere.

Hidtil har det næsten kun været mænd, som har tronet som historiens bedste eksempler på personer, der blev ledere, fordi de kunne og ikke nødvendigvis, fordi de kunne noget. Tænk på Anthony Eden, Leonid Breznev, James Callahan og François Hollande. Tænk på alle dem, som blev ledere, fordi halvdelen af menneskeheden på forhånd var udelukket, og som – når historien ramte dem – ikke anede, hvad de skulle stille op med den.