Tesfaye i vildrede om aktivering af hurtigt asylstop

Flygtningekrisen i 2015 må og vil ikke gentage sig, har regeringen forsikret den seneste uge. Men udlændingeminister Mattias Tesfaye ved ikke, om det vigtigste instrument til at forhindre det, den såkaldte nødbremse, overhovedet kunne være taget i brug dengang.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har erklæret sig parat til at benytte den såkaldte asylnødbremse, hvis nye flygtningestrømme søger mod Danmark. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det var klokken kvart over fire lørdag eftermiddag, det var knap et døgn, efter at den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, havde givet tusindvis af flygtninge fri passage til at bevæge sig mod Europa, og det var udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som havde et klart budskab til omverdenen:

»Vi skal ikke have en situation som i 2015. Regeringen er klar til at handle, hvis situationen eskalerer,« skrev ministeren på sin Twitter-profil.