Syv personer blev fredag aften såret i den hollandske by Rotterdam under en demonstration mod en delvis nedlukning af Holland. Mindst 20 blev arresteret.
Det skriver BBC og flere andre internationale medier samt lokale medier.
Fredag aften gik flere hundrede mennesker på gaden i Rotterdam for at demonstrere mod de nyindførte coronarestriktioner. Blandt andet skal barer og restauranter lukke klokken 20.00.
Men det var i særdeleshed forslaget om, at coronapasset i Holland kun skal gælde for vaccinerede eller tidligere coronasmittede, som fik sindene i kog hos demonstranterne, skriver BBC. Coronapas giver adgang til indendørs offentlige områder.
Patricia Wessels, som er talsperson for det hollandske politi, bekræfter over for Reuters, at politiet affyrede varselsskud og direkte skud, fordi situationen var »livstruende«. På Twitter skriver det hollandske politi desuden, at der var personer, som blev såret på grund af skuddene.
Politiet melder også om, at demonstranterne affyrede fyrværkeri og kastede sten mod betjentene.
Rotterdams borgmester, Ahmed Aboutaleb, fordømmer urolighederne, og kalder dem et »voldsorgie«.
»Politiet var tvunget til at trække deres våben og endda affyre direkte skud,« sagde han på et pressemøde lørdag morgen.
På Twitter florerer også videoer af, hvad der angivelig er affyring af fyrværkeri.
De voldelige scener fra Rotterdam kommer i kølvandet på en stadig voksende utilfredshed i Europa mod coronarestriktioner. Natten til lørdag har tre unge østrigere indrømmet, at de planlagde at hælde benzin på betjente og sætte ild til dem, fordi betjentene håndhæver coronarestriktioner. Fra 1. februar vil det være et krav at være vaccineret mod covid-19 i Østrig. I Tyskland har uvaccinerede også forbud mod at gå på restaurant, skriver The Daily Mail.
Mand skudt
På sociale medier cirkulerer der også billeder og videoer af en mand, som flere mener er blevet skudt af politiet, men politiet har til Reuters sagt, at man endnu ikke ved, hvordan manden blev såret. Berlingske vælger ikke at bringe det, da politiet er i gang med at undersøge, hvad der skete fredag aften.
Derudover ses der også flere videoer og billeder fra Rotterdam af politibiler, der bliver stukket i brand:

Demonstrationen blev stoppet, da politiet udstedte en nødbestemmelse i byen, lukkede offentlig transport og beordrede folk til at gå hjem.
Holland har registreret 19.344 coronadødsfald og godt 2,4 millioner smittede ifølge Johns Hopkins University. Det er ud af en befolkning på over 17 millioner mennesker.