Sydeuropas coronaduks ramt af nye udbrud – store dele af Lissabon sendt i karantæne

Stigende smittespredning har tvunget de portugisiske myndigheder til igen at lukke en række af Lissabons omegnsdistrikter ned. Imens kæmper regeringen for at overbevise turister om, at man sagtens kan besøge andre dele af landet.

 
Sommeren er over os, strandene er overfyldte, fodboldmesterskaber bliver fejret, og vi vil alle det samme samtidigt. Men bør vi være bekymrede? Video: Reuters/Ritzau Scanpix, billede: Niels Ahlmann Olesen, redigering: Ida Meesenburg. Fold sammen
Læs mere

Portugals kedelige orange farve på europakortet over lande, som Udenrigsministeriet fraråder danskerne at rejse til, huer ikke António Costa. Især fordi den danske advarsel blot er endnu en til samlingen.

Den portugisiske premierminister frygter naturligt nok, at turisterne skal blive helt væk fra landet, der ligesom resten af Sydeuropa er hårdt ramt af den økonomiske nedsmeltning i forbindelse med coronapandemien.

Derfor understregede Costa efter torsdagens syv timer lange ministerrådsmøde, at situationen i og omkring Lissabon er »markant anderledes« end i resten af landet, og at der ikke er nogen grund til at vælge hverken Algarvekysten eller Nordportugal fra som sommerferiedestination.

Premierminister António Costa er utilfreds med, at Portugal i blandt andet Danmark er røget på den »orange liste« over risikable rejsedestinationer. Han argumenterer for, at de seneste ugers stigning i smittespredningen er begrænset til Lissabon-området.   Fold sammen
Læs mere
Foto: TIAGO PETINGA/POOL/EPA/Ritzau Scanpix.

At han samtidig annoncerede en ny karantæne, der omfatter store dele af hovedstadsområdet, vil imidlertid næppe anspore de øvrige europæiske lande til at ændre deres rejsevejledninger foreløbig.

Karantænen, der ruller tiden tilbage til pandemiens første fase i marts og april, omfatter små 700.000 indbyggere i 19 omegnsdistrikter. Her opfordres beboerne til at blive hjemme og kun gå ud for at købe ind eller tage på arbejde.

Samtidig indføres der strengere forholdsregler i hele hovedstadsområdet end i resten af landet. Forsamlinger på over ti personer er indtil videre forbudt, og der bliver indført begrænsninger i butikkernes åbningstid.

Midt i et maratonløb

Lissabon er ikke på vej til at blive anden smittebølges Bergamo. De små 300 nye smittetilfælde, der torsdag blev registreret i hovedstadsområdet, er fortsat langt fra det uhyggelige spredningstempo for et par måneder siden.

Men Portugal har de seneste 14 dage – på grund af udbruddet i hovedstaden – ligget nummer tre på listen over europæiske lande med flest tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Kun overgået af Sverige og Luxembourg.

Lissabons centrale Praça do Comércio var fredag stort set mennesketom, efter at den portugisiske regering dagen forinden genindførte karantæne i hovedstaden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: RAFAEL MARCHANTE/REUTERS/Ritzau Scanpix.

Når Costa og hans regering – trods et skrigende behov for genopretning af økonomien – har valgt at udvise rettidig omhu, handler det om ikke at sætte Portugals relative succes i kampen mod coronavirus over styr.

Det sydvesteuropæiske land har sammenlignet med naboerne i Spanien og Italien klaret sig klart bedre, især hvad angår dødstallet i forbindelse med pandemien.

Da Berlingske i april talte med en af den portugisiske regerings rådgivere, lungemedicineren Filipe Froes, understregede han imidlertid, at udviklingen hurtigt kunne gå den anden vej.

»Vi er midt i et maratonløb, der kræver, at vi udviser udholdenhed, og intet er afgjort, før vi er i mål,« sagde han.

Trods de forstærkede forholdsregler holder Lissabons restuaranter fortsat åbent, som de gjort under hele pandemien, hvor den portugisiske regering indtil nu har udvist rettidig omhu uden at lukke samfundet helt ned.  Fold sammen
Læs mere
Foto: RAFAEL MARCHANTE/REUTERS/Ritzau Scanpix.

Det er tilsyneladende heller ikke superspredere og dumdristige enkeltbegivenheder, der har fået smittetallene til at stige, men simpelthen den øgede aktivitet i Lissabons industrikvarterer samt pendleres rejser frem og tilbage.

Kampen mod coronavirus bliver et langt sejt træk – både i Lissabon og andre steder i Europa – og imens må vi vente lidt endnu med igen at besøge den smukke portugisiske hovedstad ved Tejo-flodens udmunding.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa