»Situationen er meget alvorlig – udviklingen i Sverige går den forkerte vej.«

Med de ord beskrev Sverige statsminister, Stefan Löfven (S), tirsdag eftermiddag coronasituationen i Sverige.

Beskeden kom på et pressemøde, hvor Stefan Löfven tog afsked med det, som han kaldte en »pause« under coronapandemien.

Samtidig lancerede den svenske regering nye regionale anbefalinger og advarede – igen og igen – om, at regeringen er klar til øjeblikkelig handling, hvis den negative udvikling ikke ændrer sig hurtigt.

Og de svenske tal er ikke opmuntrende, viste opgørelsen fra de svenske sundhedsmyndigheder tirsdag.

Siden fredag er 10.177 svenskere blevet smittet med virussen, og siden mandag har man registreret 31 dødsfald koblet til coronavirussen.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, fortalte om 31 nye coronarelaterede dødsfald i Sverige siden mandag og advarede om, at belastningen på hospitalerne er stigende.
Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, fortalte om 31 nye coronarelaterede dødsfald i Sverige siden mandag og advarede om, at belastningen på hospitalerne er stigende. Anders Wiklund/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi fik en pause i forbindelse med sommeren. Den pause er forbi nu. Vi ser et øget pres på hospitalerne, og vi forventer, at dødstallet vil stige den kommende tid. Derfor er nye anbefalinger afgørende, og det er nødvendigt, at svenskerne følger dem,« sagde Stefan Löfven.

Det betyder, at flere regioner, ligesom blandt andet Stockholm, nu råder til, at man holder sig hjemme, ikke går i butikker, med mindre det er nødvendigt, og at man holder sig til at være sammen med dem, man bor med.

Samtidig er det nu forbudt at mødes flere end otte personer, når det sker på for eksempel café eller restaurant.

I sig selv er de anbefalinger – for svenskerne arbejder med få hårde krav – beskedne i forhold til, hvad man oplever andre steder i Europa. Men det kan slutte snart, advarede Stefan Löfven:

»Hvis alle følger anbefalingerne, så vil det få stor effekt. Vi har behov for at se, at folk følger anbefalingerne, og vi har behov for at standse den negative udvikling. Det handler blandt andet om, at vi skal sikre, at Sverige kan holde jul som tidligere.«

Er man ved at miste kontrollen?

Der er stor forskel på, hvor alvorlig coronaudviklingen er i forskellige dele af Sverige.

I et par uger har Uppsala hørt til de hårdest ramte områder. Der har antallet af smittede ligget klart over resten af Sverige, og den seneste uge har området oplevet en stigning i antallet af indlagte – så slemt, at man har måtte sende hospitalsindlagte til andre byer og områder.

Sverige er tæt på at runde 6.000 dødsfald, siden coronavirussen ramte Sverige og resten af Europa i begyndelsen af marts. En stor del af dødsfaldene ramte den ældre del af befolkningen over 70 år.
Sverige er tæt på at runde 6.000 dødsfald, siden coronavirussen ramte Sverige og resten af Europa i begyndelsen af marts. En stor del af dødsfaldene ramte den ældre del af befolkningen over 70 år. Niels Ahlmann Olesen

Og selv om smittetallene er stigende i flere dele af Sverige, både i Skåne og i området omkring Göteborg, så er hovedstaden, Stockholm, igen stedet, som alle ser på med største bekymring.

I foråret var Stockholm og ikke mindst de befolknings- og indvandrertunge forstæder dér, hvor virussen ramte hårdest – også i forhold til antallet af borgere, som døde med coronavirussen.

Mandag slog Stockholm Regionens sundhedsdirektør, Björn Eriksson, direkte fast, at man havde »mistet kontrollen« med borgernes ageren, og at situationen var alvorlig.

Han understøttes af Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, der advarer om en alvorlig udvikling.

»Intet tyder på, at den negative udvikling i Sverige er ved at flade ud. Derfor er det nødvendigt at indføre nye anbefalinger – ikke mindst i de regioner, som har de største behov for at få standset den negative udvikling,« sagde Anders Tegnell tirsdag.