Snart er anbefalingen om at lade sig teste for covid-19 fortid i Sverige. Allerede fra på onsdag opfordres svenskerne ikke længere til at lade sig teste.

Sådan lyder meldingen fra Karin Tegmark Wisell, der er direktør for den svenske sundhedsstyrelse, søndag aften.

I tv-programmet »Agenda« på SVT forklarer hun, at test ikke længere er økonomisk forsvarligt.

»Vi er nået til et punkt, hvor omkostningerne og relevansen af ​​testen ikke længere er forsvarlige.«

Ændringen i anbefalingerne træder i kraft onsdag den 9. februar, hvor landets restriktioner også ophæves.

Karin Tegmark Wisell forklarer, at det koster lidt over to milliarder svenske kroner om måneden at teste. Og det er for dyrt i forhold til, hvad »det giver«. I øjeblikket er smittespredningen så stor, at halvdelen af de svenskere, der bliver testet, har covid-19.

»Hvis vi har omfattende testning tilpasset alle, der har covid-19, ville det betyde (udgifter på, red.) en halv milliard kroner om ugen og to milliarder om måneden,« siger Karin Tegmark Wisell.

I Danmark og Norge fortsætter anbefalingen om at lade sig teste.

»Alle, der får symptomer, bør teste sig, og vi anbefaler fortsat isolation, når man har symptomer og er testet positiv,« siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

I Norge fortsætter testningen primært for at undgå, at folk skal i karantæne, forklarer direktør Frode Forland fra det norske Institut for Folkesundhed til SVT:

»Vi tester, hvis man har symptomer, og det fortsætter vi med. Men det hælder mod, at man kan fjerne test og karantæne helt.«

Danske hurtigtestcentre lukker senest 6. marts

Den danske regering har besluttet, at alle landets hurtigtestcentre skal lukke senest 6. marts.

»Nu er vi kommet dertil, hvor vi kan teste os selv derhjemme, og samtidig er stort set alle restriktioner bortfaldet, så derfor har vi ikke længere samme behov for hurtigtestcentrene,« oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Fra i dag, mandag, vil kapaciteten for hurtigtest være på 200.000 test om dagen. Niveauet er et stykke under kapaciteten på 500.000 hurtigtest, som man indførte efter nytår. Da kapaciteten var på sit højeste i foråret sidste år, kunne man samlet foretage omkring 670.000 daglige hurtigtest ifølge Ritzau.

Det vil fortsat være muligt at få en pcr-test efter 6. marts.