Svensk kommune bliver kritiseret for reklamefilm: »Det her er det ulækreste tiltag, jeg længe har set«

Malmøs nabokommune Staffanstorp bliver kritiseret for en reklamefilm, der viser et voldsplaget Malmø og et roligt og idyllisk Staffanstorp.

Malmøs nabokommune har lavet en reklamefilm for sig selv, hvor den fremhæver vold og kriminalitet i Malmø og ro og tryghed i egen kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix

Lyden af sirener blander sig med trist underlægningsmusik, da en mor og en datter filmet i sort-hvid går ned ad en gade i Malmø. De sætter i angstfyldt løb, da de får kastet en dåse efter sig af en gruppe unge, der kunne ligne bandemedlemmer.

»Mange af os vågner op i en by, som vi engang kaldte vores hjemby,« siger en speaker på svensk og fortsætter:

»Men udviklingen med utrygheden og udelukkelsen har fået mange til at føle sig fortabt.«

Kort efter bliver der klippet til rapsmarker, smilende mennesker, munter underlægningsmusik og farver. Alt det får man ifølge filmen, hvis man flytter til den svenske kommune Staffanstorp.

»Der findes kommuner, hvor trygheden, ældreomsorgen og skolerne virkelig fungerer,« siger speakeren, mens der bliver vist billeder af lutter hvide og smilende mennesker.

Til sidst bliver Staffanstorp vist oppefra, mens teksten: »Staffanstorp Kommune – Sådan som resten af Sverige også burde være«.

En propagandafilm

Det er Staffanstorp Kommune – Malmøs nabokommune – der har fået lavet filmen. De kalder den en »informationsfilm«, og målet er at tiltrække nye beboere til kommunen. Men filmen har især på de sociale medier fået sindene i kog i det svenske.

En af filmens kritikere er den socialdemokratiske politiker Torbjörn Lövendahl.

»Det er en politisk propagandafilm, ikke en informationsfilm,« siger han til Skånska Dagbladet.

Ifølge Expressen.se har de indvandringkritiske sider »Fria Tider« og »Nordfront« også fået øjnene op for filmen. De skriver, at filmen er rettet mod »de mennesker, der er berørt og har fået nok af den multikulturelle kultur«.

Men det er misforstået, mener Christian Sonesson fra Moderaterne, som er borgmester i Staffanstorp.

»Folk lægger for meget ind i filmen. Vi registrerer ikke etnicitet, vi tænker ikke på, hvilken hudfarve mennesker skal have, når vi laver reklamer,« siger han til Expressen.se.

Lederskribent på Sydsvenskan Moa Berglöf mener, at timingen af filmen er ekstremt dårlig set i lyset af, at der for få dage siden var et skyderi med dødelig udgang i Malmø.

»Det her er det ulækreste tiltag, jeg længe har set,« skriver hun på Twitter.