»Dette videoklip er fra en svensk by,« lyder speakerens lakoniske indledning til et indslag, der blev sendt lørdag aften på Polens svar på DR, TVP, under overskriften »Illegale indvandrere lammer Europa«.
I høj fart suser to knallerter op foran et renseri, passagererne bagpå fyrer løs med maskinpistoler ind gennem ruden, og så kører de væk igen.
»Scener som denne finder sted i mange byer rundt om i Europa og er nærmest blevet en del af hverdagen,« konstaterer speakeren.
Skyderiet har faktisk fundet sted i Stockholm-forstaden Sundbyberg. Problemet med tv-indslaget på Polens største tv-kanal er bare, at skyderiet var iscenesat.
Det var nemlig en del af den nye sæson af Netflix-serien »Snabba Cash«, og beboerne i området var blevet advaret på forhånd, skriver svenske Expressen.
Det er uvist, hvordan det pludselig er havnet på polsk tv. Men siden scenen blev indspillet forrige fredag i Stockholm, har klippet floreret i højreorienterede miljøer på de sociale medier, som om skyderiet havde fundet sted i virkeligheden.
Også i Polen var klippet gået viralt på Twitter, godt hjulpet på vej af en højreorienteret tv-ekspert og tidligere kriminalkommissær.
Anti-EU propaganda
Det hele kunne let afskrives som endnu et eksempel på fake news på de sociale medier og lidt for letkøbt journalistik.
Men problemet i Polen er, at det taler ind i en grim tendens, påpeger den polsk-amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaum på Twitter:
»Polens højreradikale regering bruger hundredvis af millioner på anti-EU propaganda, alt imens de kræver subsidier fra EU,« skriver hun.
Særligt den forestående »islamisering« af Sverige, har været et af yndlingsemnerne.
Siden partiet Lov & Retfærdighed (PiS) kom til magten i 2015, er pressefriheden i Polen raslet ned fra en 18.-plads til en 64.-plads på pressefrihedsindekset.
Polen slås i øjeblikket med sine egne indvandringsproblemer, efter nabolandet Belarus er begyndt at lade titusinder af migranter fra Mellemøsten og Afrika strømme ind gennem landet og til EU-grænsen.
Her forsøgte den polske regering for godt en måned siden at retfærdiggøre sine egne hårdhændede metoder til at holde dem ude ved på at pressemøde at vise billeder, som angiveligt var fundet på migranternes telefoner. Billeder udstillede migranterne som tilhængere af terrorisme, pædofili og dyresex.
Det viste sig kort efter, at der var tale om gamle billeder, som nemt kunne findes på internettet.
I sagen om det falske skyderi afviser TVP, at der var noget galt med tv-indslaget:
»I materialet om kriminalbølgen i Sverige blev der brugt et iscenesat skud. Journalisten bag materialet sagde ikke, at det repræsenterer en virkelig begivenhed, men at situationen er den samme i mange svenske og europæiske byer og lande. Dette udsagn er sandt,« skriver TVP i et tweet.