»Vi står med et historisk stort behov for hospitalspladser. Det er den største udfordring, som vi har set i vores tid.«
Med de ord indrammer sundhedsdirektøren i Stockholm, Björn Eriksson, tirsdag situationen på den svenske hovedstads hospitaler – og situationen er alvorlig.
Selvom Stockholm løbende øger antallet af hospitalspladser, herunder på intensivafdelingerne, så støder man imod kapacitetsloftet.
»Vi har øget antallet af pladser på hospitalerne, så de i dag er over det dobbelte af, hvad de normalt er i Stockholm. Netop nu har vi cirka 90 covid-19-patienter på vores intensivafdelinger, og alene dét ville fylde vores normale kapacitet på intensivafdelingerne. Tirsdag har vi ti ledige pladser på intensivafdelingerne, og det er alt for lidt i en by som Stockholm,« siger Björn Eriksson.
Alvorens stemme fra Stockholm
Sundhedsdirektøren fra Stockholm har udviklet sig til lidt af en stemme i den svenske debat om landets coronahåndtering.
Kritikere har ment, at politikerne med statsminister Stefan Löfven (S) i spidsen i al for stor grad har baseret den svenske coronastrategi på anbefalinger fra blandt andre statsepidemiolog Anders Tegnell.

En række læger og forskere har ment, at Sverige har håndteret corona for lempeligt og diskuteret coronasituationen på et alt for akademisk plan.
Over for den tilgang har Björn Eriksson har flere gange stået som den første, der har fortalt om situationen ude på hospitalsafdelingerne. Og netop nu advarer han igen om en særdeles alvorlig situation i Stockholm.
Alt planlagt aflyses – jagten på sygeplejersker
Region Stockholm oplyser, at man samlet har 814 indlagte i regionen, og at det er omkring det dobbelte af, hvor mange pladser man normalt har på hospitalerne. Udfordringen er, at antallet af patienter ser ud til at fortsætte med at stige.
»Vi ser ingen tendens til, at smittespredningen bliver mindre. Derfor skruer vi yderligere op for beredskabet og beder om lov til at aflyse alle planlagte behandlinger og operationer. Man kan sige, at vi forbereder os på det værste, fordi intet tyder på, at presset på hospitalerne vil falde,« sagde sundhedsdirektøren på et pressemøde tirsdag middag.
Stockholm leder efter uddannet sundhedspersonale, blandt andet ved at bede om hjælp fra de mange og store private aktører inden for sundhedsområdet. Udfordringen er, at de i forvejen har påtaget sig mange opgaver for det offentlige.
»Vi mangler uddannet arbejdskraft, som kan arbejde på intensivafdelingerne. Vi bliver nødt til at fokusere på intensivsyge. Derfor må vi – foreløbig frem til udgangen af januar 2021 – udskyde alle planlagte behandlinger,« siger Björn Eriksson.




