Splittelsen i Bosnien er en advarsel til hele verden

»Tiderne minder på mange måder om 1930erne. Alting falder fra hinanden, og centrum kan ikke holde stand,« sukker Paddy Ashdown, der er tidligere højkommissær for Bosnien-Hercegovina.

Den rekonstruerede Stari Most (Den gamle bro), som forbinder den vestlige, kroatiske del af Mostar med den østlige, muslimske del. Fold sammen
Læs mere
Foto: LAURA BOUSHNAK

Udbryder der brand i den bosniske by Mostar, ved den garvede brandmand Sabit Golos, at han ikke behøver bekymre sig, med mindre flammerne også får fat på den muslimske side af det, der i årene fra 1992 til 1994 var frontlinjen i den blodige etniske konflikt.

Årsagen er, at Mostar trods den langvarige fred stadig har to adskilte brandværn. Det ene består altovervejende af muslimer som Golos, og dette værn har ansvaret på den østlige side af den gamle frontlinje, mens det andet brandværn består af katolske kroater og har til opgave at slukke flammer på den anden side af den tidligere frontlinje.

Den frontlinje, der her er tale om, forsvandt for længe siden som et skel mellem to krigsførende samfund. Den eksisterer derfor ikke officielt, men lever videre i borgernes bevidsthed som et vidnesbyrd om de etnisk-nationalistiske skel, der lammer Mostar og for den sags skyld hele Bosnien.

I en tid hvor Europa og USA kæmper med en fremvoksende etnisk betonet nationalisme, udgør Bosniens splittelse en dyster anskuelsesundervisning i, hvorledes samfund, som er blevet delt af frygt og kamphandlinger, kan forblive opdelte i lange tider. Også selv om borgerne efterhånden har glemt, hvad det egentlig var, der i sin tid skilte dem.

Den dybtgående splittelse blev for nyligt afspejlet i valget til parlamentet, som var præget af nationalistisk retorik og åbenhjertig tvivl om Bosniens fortsatte beståen som stat.

Sabir Golos på hans brandstation i Mostar, hvor der er to adskilte brandværn: Et består af muslimer, mens det andet er sammensat af katolske kroater. Og de holder sig pænt på hver sin side af byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LAURA BOUSHNAK.

»Europa er bekymret over fremkomsten af en yderligtgående højrefløj. Dette hjørne af kontinentet var dog på forkant med udviklingen med hensyn til at demonstrere, hvor farlig og vedholdende etnisk nationalisme kan være,« forklarer amerikaneren Tim Clancy, der bor i Bosnien og under borgerkrige arbejdede med krigens ofre i netop Mostar.

De to brandværn hører begge under Mostars kommunale brandvæsen – på samme måde som Mostars to renovationsselskaber, de to hospitaler, to elværker og to busstationer. Også de to populære natklubber og de to fodboldklubber er formelt set hjemmehørende i samme by, men reelt er de barrikaderet bag den takkede linje, som blev trukket med blod tværs gennem byen for et kvart århundrede siden, da byen og landet var skueplads for den mest voldelige konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig.

To adskilte skolevæsner

»Alt er meget tydeligt her i byen. Alle ved, hvis territorium der ligger hvor,« siger brandmanden Golos og tilføjer, at hans brandværn aldrig bliver bedt om at bekæmpe en brand i et område, som under krigen var kontrolleret af kroatiske styrker. Dette gælder uanset, hvilken af de to brandstationer som måtte være tættest på en given brand.

»Her sørger man for sig selv og sin egen fremtid,« siger Adnan Huskic, der er professor i politik og internationale forhold ved den polytekniske højskole i Sarajevo:

»Vi har måttet håndtere den nationalistiske populisme i årevis.«

I stedet for at skabe en enhedsstat, fastfrøs Dayton-aftalen fra 1995 blot den opdeling mellem bosniakker, serbere og kroater, som havde udløst krigen. Aftalen delte Bosnien i to »enheder« – den serbiskstyrede Republika Srpska samt den muslimsk-kroatiske Føderationenen af Bosnien og Hercegovina. I toppen af denne vakkelvorne stat anbragte man et præsidentskab, som blev kontrolleret af tre valgte præsidenter – en bosnisk serber, en kroat og en muslimsk bosniak.

Studerende ved United World Colleges i bosniske Mostar. Kostskolen er en af 17, som ligger rundt om i verden. Deres historie går tilbage til tyskeren Kurt Hahn og efterkrigstiden, og tanken var at lade fællesskabet på en skole nedbryde gamle, nedarvede fjendskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: LAURA BOUSHNAK.
Myndighederne er yderligere opdelt langs etniske skel, ligesom der er etableret ti lokale enheder, kaldet kantoner, som hver især har en præsident og et hold af ministre, der gentager mange af de funktioner, som retteligt hører hjemme i den svage stat.

Brandmanden Golos forklarer, at han har mange venner på tværs af de etniske grænser, og at han ikke bærer nag til serberne, der indledte kampene, men som nu i det store og hele har forladt byen, endsige til kroaterne, der under krigen lod granaterne regne ned over hans kvarter.

Golos er imidlertid bekymret for, at skellene fra krigens tid synes at stivne og holde stand snarere end at forsvinde, som tiden går.

Som følge af et adskilt skolevæsen lærer den nye generation af kroater og bosniakker oftest kun medlemmer af egne samfund at kende, idet de ikke har fælles berøringsflader.

»Vi har bevæget os baglæns, ikke fremad,« siger Golos.

»Alting falder fra hinanden«

Bosniens skrøbelige system har krabbet sig fra krise til krise i mere end to årtier, men har hidtil modstået alle forudsigelser om snarligt kollaps. Denne evne til at overleve imod alle odds er imidlertid alvorligt truet, mener den britiske politiker Paddy Ashdown, der fra 2002 til 2006 gjorde tjeneste som Bosniens højkommissær.

Hans dystre forudsigelse følger efter oktobers parlamentsvalg, som ikke mindst i Republika Srpska var præget af appeller om etnisk sammenhold.

Resultatet af stemmeafgivningen betød, at en ubøjelig nationalist blev valgt til den serbiske del af det tredelte præsidentskab. Dette har skabt vrede blandt kroater, som beklager sig over, at valget var plettet af en etnisk uren stemmeafgivning: Mange muslimer stemte på den kroatiske vinder, en moderat politiker, som nu fordømmes af mere nationalistiske kræfter, fordi han nyder støtte på tværs af etniske skillelinjer.

»Kan dette føre til konflikt? Formentligt ikke. Men det internationale samfund er som en søvngænger på vej ind i en international katastrofe af enorme proportioner,« siger Paddy Ashdown.

Problemet er ifølge Ashdown ikke blot splittelsen i Bosnien, men den kendsgerning, at også Europa og USA nu er så polariserede, at de har en forsvindende lille interesse i Bosniens problemer. Der er på den baggrund opstået et politisk tomrum, som Rusland og Tyrkiet nu søger at udfylde. Begge lande er interesseret i at genvinde et ståsted på Balkan – Rusland som protektor for serberne, Tyrkiet på vegne af muslimerne.

»Tiderne minder om 1930erne. Alting falder fra hinanden. Centrum kan ikke holde stand,« sukker Paddy Ashdown.

Et gennemkorrupt system

Sammenstød er sjældne i det dagligdags liv i Mostar. Alligevel konstaterer aktivisten Amna Popovac fra det multietniske parti Nasa Stranka, at de nationalistiske politiske ledere – som alle er mænd – hele tiden puster til ilden og angsten for konflikt for at holde på støtten og undgå at tage stilling til de virkelige problemer i samfundet.

»Testosteron spiller en stor rolle i vores politiske liv,« siger Amna Popovac.

I den seneste rapport om Bosnien tegner den nuværende højkommissær i Sarajevo, østrigeren Valentin Inzko, et dystert billede af situationen. Han beklager sig over, at de bosniske politikere forud for valget i oktober, alle »primært fokuserede på at kritisere hinanden eller det internationale samfund og så i øvrigt stå stejlt på nationalistiske spørgsmål snarere end at forsøge at regere effektivt og iværksætte de nødvendige reformer.«

Den slags stejle holdninger forstærkes af et patriakalsk økonomisk system, hvor job og småkorrupte tjenester ofte fordeles i overensstemmelse med etniske skel.

Det krævede eksempelvis mange års tilskyndelser fra Verdensbanken og andre internationale institutioner, før Mostar omsider nåede til enighed om at etablere en fælles losseplads, som kunne modtage skrald fra begge renovationsselskaber – det muslimske og det kroatiske.

Forskellene mellem bosniakker, kroater og serbere er så små – de taler samme sprog, ligner hinanden og spiser mere eller mindre det samme – at det har fået iagttagere til at vende sig mod Freud og det, han kaldte »de små forskelles narcissisme«, i et forsøg på at forklare rivaliseringen.

Den eneste klare markør er religionen, selv om de katolske kroater, de muslimske bosniakker og de ortodokse serbere stadig har det til fælles, at de sjældent møder op til gudstjeneste, mens de næsten alle ynder at gå på bar og café.

Bosniens største plage er ifølge aktivisten Amna Popovac ikke det etnisk eller religiøst betingede fjendskab. Det er de nationalistiske ledere, der altid er klar til at puste til frygten i de samfund, de hævder at repræsentere. Det gør de for at beskytte sig selv og et dybt korrupt system, som har beriget dem, mener Amna Popovac:

»Følg blot pengene ...«

Oversættelse: Lars Rosenkvist