Marie-Claire står midt i mylderet af fotograferende turister, interviewende journalister, politifolk på vagt og lokale, der enten haster irriteret forbi, eller, som hun selv, er stoppet op med blikket stift rettet over mod den anden side af Seinen.
Den godt 70-årige dame er på vej til en aftale med en veninde, men først kunne hun ikke lade være med lige at gå forbi.
»Jeg ville se det med mine egne øjne, selvom det er hårdt og forfærdeligt. Notre Dame er en del af vores liv og vores historie, og den er en del af mig,« siger Marie-Claire, der utallige gange har været til messe i den verdensberømte katedral, med et bittert suk.
Og skal man blive i billedsproget, mangler der denne triste gråvejsdag i Paris et ordentligt stykke af såvel Frankrig som den ældre dame.
Set henne fra Petit-Pont ligner den verdensberømte katedral ellers sig selv – hvis man ser bort fra den på én gang hektiske og tyste stemning i de omkringliggende gader.
De to klokketårne står intakte uden synlige mærker efter den voldsomme brand, og ifølge eksperter har flammerne, der mandag aften omsluttede Notre Dame, formentlig ikke beskadiget de bærende konstruktioner.
Det er, når man bevæger sig videre hen ad Quai Saint-Michel, at ødelæggelserne træder frem.
Hele skibets tagkonstruktion er væk, inklusive det karakteriske gotiske spir, og det er, som havde en kæmpe taget en ordentlig bid af den 800 år gamle bygning.
600 mio. euro på mindre end et døgn
Det kunne imidlertid været gået meget værre, hvis hele bygningen var kollapset, sådan som brandvæsenet på et tidspunkt frygtede.
Hovedparten af katedralens uvurderlige kunstskatte og relikvier blev reddet ud i tide. Det gælder for eksempel et helgenskrin, som indeholder det, der menes at være Jesu tornekrans.
Samtidig har en sammenbidt vilje til hurtigst muligt at bygge katedralen op igen, i hvert fald for en stund, forenet hovedparten af de gennem den seneste tid ellers så splittede franskmænd.
En indsamling, der skal være med til at finansiere genopbygningen, gik allerede, mens branden endnu rasede, over stok og sten.
Mandag bebudede den stenrige Pinault-familie, der blandt meget andet ejer modemærkerne Gucci, Saint Laurent og Balenciaga samt det store auktionshus Christie's, en donation på 100 mio. euro.
Et bidrag, der tirsdag morgen blev doblet op af den mindst lige så velhavende – og rivaliserende – Arnault-familie, der står bag mærker som Louis Vuitton, Moët & Chandon og Hennessy.
Samtidig spyttede også mange almindelige franskmænd tusindvis af euro i kassen via en række forskellige indsamlinger på nettet, og tirsdag eftermiddag var det samlede beløb nået op på 600 mio. euro, ca. 4,5 mia. kr.
Katastrofe som healing?
Uden for Frankrigs grænser opfordrede EUs præsident Donald Tusk de øvrige medlemslande til ligeledes at bidrage til genopbygningen af et monument, der også er europæisk kulturarv.
Og på politisk niveau valgte stort set samtlige franske partier at indstille deres kampagne op til europaparlamentsvalget 23.-26. maj i respekt for landesorgen.
Hovedparten af de parisere, Berlingske tirsdag havde mulighed for at tale med, understregede da også taknemmeligheden over den internationale solidaritet, finansielt såvel som moralsk. Samt det smukke i midt i sorgen for en gangs skyld at stå sammen om et fælles mål.
Og kunne katastrofen paradoksalt nok være med til at heale et land, hvor hver dag de seneste år knap har haft mere end nok i sin egen plage? Fra gentagne islamistiske terroranslag til den dybe politiske og sociale splittelse i forbindelse med De Gule Vestes nu fem måneder lange opstand?
Macron griber muligheden
I hvert fald har Emmanuel Macron straks grebet muligheden for at kalde til national samling.
Præsidenten måtte i sidste øjeblik skrotte præsentationen af en reformpakke som svar på de langvarige uroligheder, efter at branden var brudt ud. I stedet opfordrede han foran en Notre Dame i flammer til at udvise sammenhold over for det symbolske vink med en vognstang, som katastrofen udgør.
»Vi vil genopbygge den sammen,« lovede præsidenten mandag aften, og lancerede ideen om den ovennævnte indsamling, hvorefter han tilføjede:
»Jeg vil opfordre landets største talenter til at deltage. Franskmændene forventer det, vores historie fortjener det, og det (genopbygningsarbejdet. red.) er et udtryk for vores dybe skæbnefællesskab.«
Notre Dames evighed
Nadir håber og tror ligesom Macron på, at katastrofen kan blive en ny start for Frankrig.
Den 48-årige fransk-algeriske taxichauffør begynder uopfordret at fortælle, hvordan han mandag aften græd for blot tredje gang i sit voksne liv, da Berlingskes udsendte sætter sig ind i hans vogn og beder om at blive kørt til Notre Dame.
»Frankrig har været igennem mange vanskelige ting de seneste år med terrorangrebene og De Gule Veste,« siger Nadir og fortsætter:
»Men det er udtryk for menneskeskabte konflikter og i nogle tilfælde en slags krig. Når jeg kom til at græde over branden, er det, fordi Notre Dame repræsenterer noget evigt, som er hævet over alt det andet ballade. Jeg er overbevist om, at mange andre har det lige sådan – også blandt De Gule Veste.«
Det satiriske magasin Charlie Hebdo mere end antyder, at Emmanuel Macron har skumle planer om at bruge Notre-Dame-branden politisk.
Skadefryd på sociale medier
Tilbage på Quai de Saint-Michel er Alexandre mere skeptisk. Den unge filosofistuderende med bifag i kunsthistoriske er kommet for at danne sig et overblik over skaderne, som han frygter, er værre, end myndighederne har oplyst.
Også Alexandre græd mandag aften, mens branden rasede. Men han tror mindre på tårernes helende kraft og katastrofens muligheder for at fungere som en national katarsis. Blandt andet fordi sorgen langt fra omfatter alle franskmænd.
»Det var trist at se, hvordan mange venstreorienterede frydede sig over branden og opfattede den som en slags hævn. Det samme gælder andre, som tilhører en vis religion,« siger den studerende med henvisning til islam og fortsætter:
»Samtidig løser hverken genopbygningen eller sammenholdet omkring den jo nogen af de grundlæggende samfundsproblemer, som Frankrig slås med. Det er lidt, som da vi vandt VM i fodbold. I et par timer var vi alle enige om at være stolte af vores land, og dagen efter var det glemt.«
Konspirationsteorier
Politiets forsikringer om, at branden efter al sandsynlighed er resultatet af et hændeligt uheld eller forsømmelser blandt håndværkerne fra et igangværende renovationsarbejde, har ikke forhindret diverse konspirationsteorier.
Et byrådsmedlem fra en forstadskommune til Paris mener at vide, at Islamisk Stat står bag. Også lederen af det lille højrenationale parti Debout La France antyder, at branden kan være påsat, og at der kan være tale om et attentat.
Marie-Claire, den ældre dame, har sine mistanker, som går i en anden retning.
»Jeg vil nødigt beskylde nogen for noget, men det er altså lidt mystisk, at branden bryder ud få minutter før, vores præsident skulle indlede sin TV-tale,« siger Marie-Claire og fortsætter:
»Forhåbentlig har det ikke nogen forbindelse til De Gule Veste. Men de har jo før ødelagt, sat ild til ting og skændet et andet af vores nationalsymboler, Triumfbuen.«
Én ting er Marie-Claire imidlertid sikker på. Notre Dame vil blive bygget op igen. Og det kommer til at ske i hendes levetid, så hun igen kan deltage i julemessen eller besøge sin elskede katedral i selskab med venner og bekendte.
»On y retournerá,« fastslår den ældre dame med et sørgmuntert smil – »vi vil vende tilbage!«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
