Søren Brostrøm: »Det er realistisk, at vi vaccinerer de første danskere kort ind i januar 2021«

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sætter for første gang ord på, hvilke danskere der først får adgang til en kommende vaccine mod corona. Ældre over 70 år og personale på hospitaler og plejehjem står først i køen, og de første kan blive vaccineret omkring jul eller kort ind i januar. Det vil ske på få centrale vaccinecentre for at sikre den komplicerede logistik.

»Jeg vil være rigtig glad, hvis vi får leveret de første doser før jul. Sker det, så kan jeg sige, at vi står klar til at give dem med det samme. Men det er mere realistisk, at vi først for alvor kan indlede vaccinationerne kort ind i januar 2021.«

Endelig er de danske sundhedsmyndigheder klar til at sætte ord på, hvem der har udsigt til først at få en vaccine mod covid-19 – og hvornår det kan ske.