Sidste gang tog det 131 dage for svenskerne. Hvordan er pæne, rolige Sverige blevet landet, som er næsten umuligt at lede?

Sverige står foran et valg med to hovedpersoner – og et politisk spøgelse, der svæver oven over det hele. Alt tyder på endnu en valggyser med bander, migration og et land i splid med sig selv som temaer.

Magdalena Andersson og Ulf Kristersson er politiske modstandere, selvom det nogle gange er svært at se forskel. Når det gælder Sveriges NATO-ansøgning har de været helt enige – og sågar optrådt som fælles afsender af beslutningen. TT News Agency/Ritzau Scanpix

Uret havde lige rundet midnat i mandags, da en skrattende radiobesked nåede politistationen i ghettoområdet uden for Stockholm.

»Vi har haft en skudepisode ved Askebyskolen,« lød det fra patruljen, der var på arbejde i den varme nat i den svenske betonforstad Rinkeby.