Så er Norge igen oppe at toppes med Rusland – og den diplomatiske høflighed er pakket væk

Har Rusland hacket en håndfuld Stortingsmedlemmer i Norge? Ja, siger Norges regering og sender alvorlig kritik til Rusland. Pure opspind – igen – lyder det fra russerne. De to nabolande har snart længe optrappet en stadig mere betændt konflikt.

Norges udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide, var klar i mælet, da hun slog fast, at Norge er sikre på, at Rusland står bag et hackerangreb mod politikere i det norske Stortinget i august 2020. Ørn E. Borgen/NTB/Ritzau Scanpix

Der var fri adgang til næsten alle oplysninger, da hackere i august fik sparket den elektroniske dør ind til en række medlemmer af det norske Stortinget.

Helbredsoplysninger. Oplysninger om politikernes økonomi og sågar adgang til dele af de politiske dokumenter, som politikerne havde adgang til eller arbejdede på i det norske Stortinget var byttet, da hackerne gik til angreb på de norske politikere.