Prins Harry hævder, at han i 2019 blev fysisk overfaldet og »slået i gulvet« af sin storebror, prins William.

Den opsigtsvækkende påstand vil fremgå af prins Harrys erindringsbog »Spare«, der udkommer i næste uge. Det skriver The Guardian.

I bogen skriver Harry, at overfaldet fandt sted i villaen Nottingham Cottage i London, hvor han dengang boede.

Konfrontationen opstod, efter William havde kaldt Harrys hustru Meghan Markle for »besværlig«, »ubehøvlet« og »spids«, påstår Harry i et uddrag, som The Guardian har læst.

»Han greb fat i min krave, flåede i min halskæde og slog mig i gulvet. Jeg landede på hundens madskål, der blev knust under min ryg, og stykker skar ind i mig. Jeg lå der et øjeblik, forvirret, inden jeg kom på benene og bad ham om at forsvinde,« skriver prins Harry.

Han hævder, at han havde synlige skader på ryggen.

Dominic Lipinski/AFP/Ritzau Scanpix

Den britiske presse har i årevis beskrevet, hvordan de to brødres forhold har været problematisk – særligt siden Harry i 2018 giftede sig med Meghan Markle.

Den dag, konfrontationen fandt sted, var William dukket op hjemme hos Harry for at tale om deres »katastrofale« forhold og den intense pressedækning, som prinserne var underlagt. Harry skriver, at William var »rygende rasende«, da han dukkede op.

Ifølge bogen klagede William over Meghans opførsel og kritiske indstilling over for den royale familie, hvorefter Harry beskyldte ham for blot at gentage »pressens narrativ«. Det fik de to prinser til at råbe ad hinanden og følge efter hinanden gennem huset, indtil de endte i køkkenet, hvor det fysiske angreb skal have fundet sted.

Harry skriver videre, at William efter konfrontationen opfordrede sin lillebror til at slå igen – ligesom da de var børn – hvilket Harry nægtede. Før William forlod Nottingham Cottage, gav han Harry en undskyldning, står der i bogen.

Alt dette er prins Harrys påstand. Prins William har ikke kommenteret bogen og beskyldningen.

Ifølge The Guardian handler bogen i vid udstrækning om, hvordan Harry hele sit liv har følt sig tilsidesat sammenlignet med sin kronprinsebror. Bogens titel – »Spare« – referer til det britiske begreb an heir and a spare, som groft kan oversættes til en arving og en reserve.

Prinsesse Diana, prins Harry, prins William og prins Charles i 1995.
Prinsesse Diana, prins Harry, prins William og prins Charles i 1995. Johnny Eggit/AFP/Ritzau Scanpix

I bogen refererer Harry til en historie, som angiveligt oftest fortælles i det britiske kongehus.

Da prins Harry blev født, skulle hans far, den nuværende kong Charles, have sagt til Diana: »Vidunderligt. Nu har du givet mig en arving og en reserve – mit arbejde er fuldført.«

I 2020 opgav prins Harry og hertuginde Meghan deres royale pligter og det royale liv. De forlod Storbritannien og flyttede til Californien.

»Spare« udkommer 10. januar.