To tjekkiske borgmestre er kommet i russisk søgelys og er nu blevet sat under politibeskyttelse. Deres brøde: To beslutninger, de har truffet i deres egen hjemby, Prag.
Først omdøbte Prags 39-årige overborgmester Zdenek Hrib pladsen foran byens russiske ambassade efter den myrdede russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov. Og så pillede den 36-årige Ondrej Kolar, borgmester for bydelen Prag 6, en bronzestatue af den sovjetiske marskal og krigshelt Ivan Konev af piedestalen.
Nu er begge politikere truet på livet. Et tjekkisk medie skriver, at den ene borgmester ligefrem er blevet forfulgt, og at der skulle være konkrete planer om et russisk giftattentat.

Overborgmester Zdenek Hrib bekræfter mandag over for den russiske radio Echo Moskva, at han er kommet under politibeskyttelse. Han vil dog ikke kommentere på, om truslen kommer fra Rusland.
»Det er vigtigt for mig at stå ved det, jeg tror på, selv hvis det bringer mig i livsfare,« siger Zdenek Hrib til radiostationen.
Besudling af storhed
Hærføreren Ivan Konev stod i spidsen for de sovjetiske styrker, der befriede Prag fra Nazityskland. Men det var også ham, der stod for at slå opstanden i Ungarn ned i 1956.
Da hans statue i Prag i begyndelsen af april blev pillet ned, forlangte den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, den straks sendt til Rusland. Samtidig indledte Rusland en efterforskning mod de tjekkiske myndigheder for »besudling af symboler på Ruslands militære storhed«, skriver Moscow Times.

To dage senere angreb maskerede nationalister den tjekkiske ambassade i Moskva. De kastede røgbomber ind på ambassadeområdet og hængte et banner op på hegnet med ordene »Stop Fascisme«. En uge senere skete noget lignende foran det tjekkiske konsulat i Sankt Petersborg.
I stedet for at fordømme angrebene har den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, langet kraftigt ud efter bystyret i Prag:
»Det er svært at kalde deres handlinger andet end skandaløse og kyniske‚« siger Sergej Lavrov til Ria Novosti.
Flere tjekkiske hospitaler er blevet udsat for hackerangreb med et russisk produceret hackerværktøj, og ifølge tjekkiske medier mistænker myndighederne russiske hackere for at stå bag. På samme måde blev Estland ramt af hackerangreb i 2007, efter en sovjetisk statue blev fjernet fra hovedstaden.
Et usædvanlig eskalering
De tjekkiske myndigheder har ikke villet oplyse, hvori faren mod de to politikere mere præcist skulle bestå. Borgmester Ondrej Kolar har i stedet søgt at tale situationens alvor ned.
»Jeg har kortvarigt fået politibeskyttelse. Der er ikke sat frist på,« siger Ondrej Kolar til det undersøgende tjekkiske medie Respekt.
Men anonyme kilder siger til Respekt, at den tjekkiske efterretningstjeneste har holdt nøje øje med en mand med russisk diplomatpas, der landede i Prag for tre uger siden. Han blev hentet af en bil fra den russiske ambassade. Angiveligt skulle han være udsendt af en russisk efterretningstjeneste, og med sig i kufferten havde han den dødbringende gift ricin.
Det ville dog være et usædvanlig – og atypisk – skridt af den russiske stat på den måde at gå efter folkevalgte politikere i et andet land, skriver den ellers Kreml-kritiske Ruslandsekspert Mark Galeotti på Twitter.
»Ja, statuen har gjort dem rasende, men jeg tror ikke i en grad, så de eskalerer situationen så ekstremt,« skriver Mark Galeotti.

