Prag-borgmester fjernede en statue af sovjetisk krigshelt – nu er han under politibeskyttelse
Tjekkiske medier melder om usædvanligt hårdt pres fra Rusland efter to provokerende beslutninger i hovedstaden Prag. Byens borgmester er nu sat under politibeskyttelse.
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og forsvarsminister Sergej Sjojgu har langet vredt ud efter bystyret i Prag, efter borgmesteren har besluttet at fjerne en statue af en sovjetisk krigshelt. Nu frygter Tjekkiets efterretningstjeneste angiveligt for borgmesterens sikkerhed, skriver tjekkiske medier. Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
To tjekkiske borgmestre er kommet i russisk søgelys og er nu blevet sat under politibeskyttelse. Deres brøde: To beslutninger, de har truffet i deres egen hjemby, Prag.
Nu er begge politikere truet på livet. Et tjekkisk medie skriver, at den ene borgmester ligefrem er blevet forfulgt, og at der skulle være konkrete planer om et russisk giftattentat.
Overborgmesteren i Prag, Zdenek Hrib, indvier det nye navneskilt for pladsen foran byens russiske ambassade. Fremover skal pladsen hedde Boris Nemtsov-pladsen efter den russiske oppositionspolitiker og menneskerettighedsforkæmper, der for fem år siden blev myrdet få hundrede meter fra Kreml. Med til indvielsen er Nemtsovs datter, Zjanna Nemtsova (th.). Martin Divisek/EPA/Ritzau Scanpix
»Det er vigtigt for mig at stå ved det, jeg tror på, selv hvis det bringer mig i livsfare,« siger Zdenek Hrib til radiostationen.
Besudling af storhed
Hærføreren Ivan Konev stod i spidsen for de sovjetiske styrker, der befriede Prag fra Nazityskland. Men det var også ham, der stod for at slå opstanden i Ungarn ned i 1956.
Da hans statue i Prag i begyndelsen af april blev pillet ned, forlangte den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, den straks sendt til Rusland. Samtidig indledte Rusland en efterforskning mod de tjekkiske myndigheder for »besudling af symboler på Ruslands militære storhed«, skriver Moscow Times.
Bystyret i Prag har besluttet at fjerne statuen af sovjetmarskalen Ivan Konev fra gadebilledet og sende ham på museum. Ivan Konev stod i spidsen for de sovjetiske styrker, der befriede Prag fra Nazityskland. Men også for de styrker, der i 1956 slog opstanden i Ungarn ned. David W. Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix
To dage senere angreb maskerede nationalister den tjekkiske ambassade i Moskva. De kastede røgbomber ind på ambassadeområdet og hængte et banner op på hegnet med ordene »Stop Fascisme«. En uge senere skete noget lignende foran det tjekkiske konsulat i Sankt Petersborg.
I stedet for at fordømme angrebene har den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, langet kraftigt ud efter bystyret i Prag:
»Det er svært at kalde deres handlinger andet end skandaløse og kyniske‚« siger Sergej Lavrov til Ria Novosti.
De tjekkiske myndigheder har ikke villet oplyse, hvori faren mod de to politikere mere præcist skulle bestå. Borgmester Ondrej Kolar har i stedet søgt at tale situationens alvor ned.
»Jeg har kortvarigt fået politibeskyttelse. Der er ikke sat frist på,« siger Ondrej Kolar til det undersøgende tjekkiske medie Respekt.
Men anonyme kilder siger til Respekt, at den tjekkiske efterretningstjeneste har holdt nøje øje med en mand med russisk diplomatpas, der landede i Prag for tre uger siden. Han blev hentet af en bil fra den russiske ambassade. Angiveligt skulle han være udsendt af en russisk efterretningstjeneste, og med sig i kufferten havde han den dødbringende gift ricin.