Poul Høi: Russerne troede, de var i sikkerhed – det er en gamechanger

Opsigtsvækkende nyheder er sluppet ud fra Rusland: Droner har angrebet tre luftbaser inden for de seneste to dage. Russerne har en grund til at være bange, siger Berlingskes udenrigskorrespondent.

 
Endnu en luftbase inde i Rusland er blevet ramt af et droneangreb. Berlingske har ikke kunnet verificere videoerne. Video: Twitter. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke en enkelt, men hele tre gange har der været droneangreb ved luftbaser bag de russiske grænser i løbet af de seneste 48 timer.

To af baserne ligger dybt inde i Rusland – den ene ligger 600 kilometer fra Kharkiv i Ukraine, den anden 800 kilometer. Det var disse baser, der blev ramt mandag:

»Russerne troede tydeligvis, at de var i sikkerhed på mange hundrede kilometers afstand. De troede, at de bare kunne parkere deres strategiske langdistancefly åbent og ubeskyttede på baserne,« siger Berlingskes udenrigskorrespondent og militærhistoriker, Poul Høi:

»Nu har de fundet af, at det kan de ikke. Og det er en gamechanger,« lyder vurderingen.

Grund til at være bange

Tirsdag morgen kom der så meldinger om endnu et angreb på en russisk luftbase. Denne gang i regionen Kursk, der grænser op til Ukraine.

Ifølge den lokale guvernør, Roman Starovoyt, har angrebet forårsaget brand i en olieterminal nær lufthavnen.

»Der er ingen tilskadekomne. Branden er lokaliseret. Alle beredskabstjenester arbejder på stedet,« skriver guvernøren på beskedtjenesten Telegram.

Berlingskes udenrigskorrespondent understreger, at effekten lige nu i højere grad er psykologisk end militær. For skaderne ved angrebene i går og i dag er relativt begrænsede:

»Men der er en grund til, at de russiske militærbloggere og også Putin-tro aviser er så spytrasende. Og det er de, fordi de føler sig sårbare og ydmygede, og det har de grund til,« siger Poul Høi og tilføjer:

»Når en ukrainsk drone uhindret kan flyve tværs gennem Rusland og slå ned i udkanten af Moskva eller angribe Ruslands atomforsvar, så har de grund til at være bange.«

Rusland beskylder Ukraine for at stå bag angrebene mandag. En højtstående ukrainsk embedsmand har ligeledes fortalt den amerikanske avis The New York Times, at det var ubemandede ukrainske droner, der var årsag til de kraftige eksplosioner på de to luftbaser dybt inde i Rusland.

Det officielle Ukraine har dog ikke taget ansvar for nogle af de tre angreb.

Mindst tre russiske soldater blev dræbt og fire såret efter mandagens eksplosioner.

En af baserne – Engels-basen nær byen Saratov – huser langdistancebombefly som en del af Ruslands strategiske nukleare styrker. To af disse bombefly skulle være blevet ødelagt som følge af eksplosionerne.