De tyske anklagere er »100 procent sikre« på, at de har fat i den rette.

Alligevel har man endnu ikke valgt at rejse en tiltale mod den mistænkte i Madeleine McCanns forsvinden, forklarer den tyske anklager, Hans Christian Wolters, i et nyt interview med britiske The Mirror.

»Vi er sikre på, at vi har manden, der tog hende og dræbte hende. Vi har beviserne,« siger han.

Alligevel ønsker han at vente med at rejse tiltale mod den mistænkte.

»Det handler ikke kun om at tiltale ham – vi ønsker at tiltale ham med de stærkeste beviser muligt. Vi har stadig nogle spørgsmål. Det ville være nonsens at rejse tiltale frem for at vente på svarene, der kan styrke vores position,« siger Hans Christian Wolters til The Mirror.

Allerede i juni sidste år kunne tysk politi oplyse, at man mistænker en specifik person for at stå bag Madeleine McCanns forsvinden. Berlingske nævner ikke mandens navn, da han ikke er dømt for drabet.

Den tyske anklager fastholder, at de nuværende beviser ikke er »utilstrækkelige«, men da den mistænkte allerede sidder fængslet for voldtægten af en ældre kvinde, er der ikke et »tidspres« for at rejse tiltale mod den mistænkte.

Det er dog ikke blevet uddybet, hvilke beviser det tyske politi har. Hans Christian Wolter har fortalt, at de hverken har dna eller et lig som bevis.

Hvorfor ingen anklage nu?

Den 44-årige mistænkte fastholder sin uskyld.

Ifølge en ny rapport anser den mistænkte og hans juridiske team Hans Christian Wolters kommentarer for et »bluff« for at få ham til at tilstå.

Det skriver The Sun, der har talt med kilder tæt på den mistænkte.

»De er fortsat sikre på, at Wolter og hans efterforskere ikke har et fnug af beviser til at dømme ham«.

»Deres holdning har altid været klar: Hvis der er beviser, så vis dem«.

Ifølge The Suns kilder skal »bluffet« få den mistænkte til at »knække bag tremmer«.

Politiet og de tyske anklagere regner med at kunne rejse tiltale næste år, skriver The Independent.

Mistænkt siden 2017

Den mistænkte tyske mand har i perioder været bosiddende i Algarve-regionen mindre end tre kilometer fra det sted, Madeleine McCann forsvandt.

Ifølge politiet opholdt han sig i ferieresortet den aften, hun forsvandt.

Han er tidligere dømt for »seksuel kontakt med små piger« og afsoner i øjeblikket en syv år lang fængselsstraf for en voldtægt af en 72-årig amerikaner i Praia da Luz i 2005.

Det tyske og britiske politi blev opmærksom på ham som mistænkt i 2017. Den mistænkte mand benægter at være involveret i Madeleines forsvinden. Han har tidligere nægtet at tale med politi eller anklagere.

De tyske efterforskere tror ikke længere på, at Madeleine McCann er i live. Pigens forældre har meddelt, at de »fortsat holder fast i håbet om at se Madeleine igen, uanset hvor spinkelt håbet er«.

»Som vi har sagt gentagne gange før, er vi nødt til at vide, hvad der er sket med vores dejlige datter.«

Madeleine McCann ville være fyldt 18 år i maj i år.