Politiet efterforsker den norske statsminister: Fejrede fødselsdag og brød Norges coronaregler

Norges statsminister tog på ferie på et populært vintersportssted for at fejre sin 60-års fødselsdag med storfamilien. Her brød hun de regler, som hun selv har indskærpet over den norske befolkning gennem et helt år. Politiet vil nu undersøge sagen.

Den norske statsminister, Erna Solberg, brød sine egne coronaregler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Håkon Mosvold Larsen/NTB/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg kan ikke gøre andet end at sige, at det beklager jeg dybt,« siger den norske statsminister, Erna Solberg, mens den anden store nyhed i landet er, at den pludselige smittestigning i Norge fortsætter med 1.034 nye registrerede tilfælde af covid-19.

Andre står med åben mund og vrede blikke. Hvordan kan det lade sig gøre, at statsministeren ikke selv kender regeringens egne coronaregler. Efter at hun igennem et helt år har formanet, indskærpet og fortalt nordmændene om alt det, de ikke må gøre. Hvordan kan hun så selv bryde reglerne og fejre fødselsdag med familien?

Forestil dig, at den danske statsminister Mette Frederiksen (S) måtte stå frem og sige, at hun ikke havde forstået coronarestriktionerne rigtigt. At hun var taget på ferie til et af Danmarks populæreste feriemål med storfamilien for at fejre sin fødselsdag, og at hun havde brudt coronareglerne ved at være for mange sammen.

Det er situationen, som den konservative statsminister Erna Solberg står i. Hun siger, at hun godt kan forstå, hvis folk er »skuffede og vrede«.

Norsk politi vil nu gå ind i sagen. Statsministerens egne udtalelser og oplysninger i norske medier er grundlag for politiets efterforskning af, om Erna Solberg kan og skal straffes for at have brudt de norske coronaregler. Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet, oplyser avisen VG.

Sagen vil på baggrund af efterforskningen blive vurderet af anklagemyndigheden med henblik på en strafferetlig reaktion, oplyser politiet.

Reglerne blev brudt

På Facebook erkender statsministeren, at det norske DR, NRK, har ret i oplysninger om, at hun i februar sammen med manden Sindre Finnes og sine søstre har brudt reglerne, da de sammen ville fejre Erna Solbergs 60-års fødselsdag.

»I vinterferien lejede Sindre, børnene og jeg en lejlighed på Geilo sammen med min søster og hendes familie. Min anden søster og hendes familie lejede en lejlighed ved siden af. Vi gik ture sammen og forsøgte at organisere opholdet på en smittemæssig forsvarlig måde. Desværre gik det galt for os, og vi formåede ikke at holde de gældende regler og anbefalinger,« skriver hun.

Konkret drejer det sig om to middage på vintersportsstedet Geilo, der ligger bekvemt midt mellem Oslo med statsministerkontoret og Bergen, hvor Erna Solberg er fra. I begge tilfælde var der for mange samlet ifølge de daværende regler for Hol kommune, som Geilo ligger i.

Fredag aften havde Solberg-familien bestilt plads i en restaurant. Ifølge Erna Solberg og indehaveren af restauranten sad familien ved forskellige borde, men ifølge de norske coronaregler er det alligevel et fælles arrangement, når man sidder i samme lokale. Man måtte ifølge reglerne være op til ti personer.

I alt deltog 13 personer. Erna Solberg var der ikke selv, fordi hun måtte haste til Oslo og få undersøgt problemer med sine øjne. Det var ifølge norske medier meningen, at hendes livvagter skulle have siddet og spist i et lokale for sig selv.

Lørdag aften var Erna Solberg tilbage i ferielejligheden i Geilo. Familien bestilte sushi. Det var ifølge statsministeren meningen, at man fra den anden lejlighed skulle komme og hente mad, og at de så skulle fordele sig over de to lejede lejligheder. I stedet blev alle 14 i den samme lejlighed inklusive Erna Solberg selv.

Sundhedsminister beklager

Jurister siger til norske medier, at oplysningerne viser et klokkeklart og strafbart brud på de norske coronaregler. Meddelelsen om Erna Solbergs brud på coronareglerne kommer, netop som regeringen har strammet kraftigt op. Norge gik næsten fri under den anden bølge, men de seneste uger er smitten steget voldsomt.

Torsdag blev der registreret flere end tusind nye smittede. I Oslo blev 330 nye smittede registreret. De skærpede coronaregler for Oslo betyder, at man kun må have besøg af to personer på samme tid.

Den norske sundhedsminister og Erna Solbergs partifælle, Bent Høie (Høyre), siger til VG, at statsministerens brud på reglerne er en situation, som regeringen ikke burde være bragt i:

»Det skulle ikke være sket, og det er oplagt, at vi selv følger reglerne og anbefalingerne, når vi laver reglerne og taler om, hvor vigtige de er. Så derfor forstår jeg fuldt ud, at folk reagerer på det her.«

De seneste dage er det blevet beskrevet, at ledende socialdemokratiske medlemmer af oppositionspartiet, Arbeiderpartiet har brudt coronaregler ved en festlig sammenkomst. Erna Solberg erkender, at det er endnu værre, når hun som statsminister bryder de regler, som politikerne selv har besluttet.

»Da flere end ti blev tilbage i vores lejlighed burde jeg, ikke bare som privatpersonen Erna, men i særlig grad som statsminister i Norge have grebet ind. Det gjorde jeg ikke, og det beklager jeg dybt. Jeg synes, at det er flovt, men jeg er først og fremmest ked af det, fordi jeg ved, at jeg må gå forrest som et særligt godt eksempel. Det har jeg forsøgt at gøre gennem hele denne pandemi, men i den her situationen har jeg fejlet,« skriver hun på Facebook.

Erna Solberg har siden 2013 været statsminister i forskellige borgerlige regeringskoalitioner. Der er valg til det norske storting i Norges faste fireårige valgcyklus 13. september.