Da det nye EU-parlament for første gang blev samlet tirsdag, vakte medlemmerne af Brexit Party opsigt, fordi de vendte ryggen til, da EU-hymnen 'Ode an die Freude' blev spillet i salen.
Men de 29 britiske EU-skeptikere var ikke de eneste, der udtrykte mishag ved tonerne af EU-hyldesten. Peter Kofod, der er valgt til EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, nægtede at rejse sig, da melodien blev spillet.
»Jeg vil simpelthen ikke rejse mig op for EU-hymnen. Det er for meget ligefrem at hylde en institution, der er fyldt med fejl, dyr, dybt bureaukratisk og ineffektiv,« siger Peter Kofod.
Så selv om det er kutyme at rejse sig op, kan man på videooptagelser af åbningsceremonien i EU-Parlamentet se, at den danske politiker bliver siddende. Det er han dog ikke ene om, fremgår det af samme optagelser. Flere politikere vælger ligesom danske Peter Kofod at blive siddende.
»Jeg ser ikke nogen grund til at hylde et system, der har fejlet, når det kommer til at løse helt almindelige problemer for helt almindelige mennesker. Derfor blev jeg siddende, og det har jeg det rigtigt godt med,« fortæller den nyvalgte DF-politiker.

Det var dog kun medlemmerne af Brexit Party, der ligefrem valgte at vende ryggen til, og det har givet anledning til kritik fra flere sider. Flere politikere har kaldt handlingen patetisk og respektløs.
»Nigel Farage og hans gruppe af Brexit-partimedlemmer tror, de er kloge, når de står med ryggen til ved Europaparlamentets åbningsceremoni. Det ser patetisk ud, og det imponerer ikke nogen,« har Richard Corbett, der er valgt for Labour, udtalt i et tweet.
Ska Keller, et tysk medlem af EU-Parlamentet, har kaldt opførslen vanærende.
»De er blevet valgt til at repræsentere befolkningen i Europaparlamentet, og det første, de gør, er at vise fuldkommen mangel på respekt over for det helt basale i Den Europæiske Union. Dens værdier og det sted, hvor de ønskede at repræsentere borgerne.«
Men Peter Kofod ser ingen problemer i, at Nigel Farage og resten af medlemmerne af Brexit Party vendte ryggen til.
»Det er helt fint og inden for stregen, det kan de bare gøre,« siger han.