Der var en tid, hvor Laurence Fox mest af alt var en moderat succesfuld britisk skuespiller i en række spillefilm og i serier som »Lewis«, der var en efterfølger til krimiserien »Inspector Morse«.
Men i disse dage udfolder han sig primært i virkelighedens rolle som højreorienteret partileder, kommentator og provokatør.
Det sidste fik man at se, da han tirsdag trådte den verbale speeder helt i bund på den højreorienterede britiske tv-kanal GB News, hvor han hamrede mod journalisten Ava Evans.
»Vis mig bare en enkelt mand med respekt for sig selv, der bare én gang ville hoppe i kanen med den kvinde – som ikke er incel, som ikke er en klam, lille incel. Den lille kvinde er blevet fodret med ske dag efter dag efter dag med løgnen om den kønsbestemte lønforskel,« sagde Laurence Fox.
Han stiftede i 2020 partiet Reclaim Party, der har erklæret krig mod »woke«-dagsordenen, og som vil droppe ethvert klimamål og lukke grænserne til Storbritannien. Partiet har ét parlamentsmedlem i det britiske underhus, fordi et konservativt parlamentsmedlem meldte sig ind, efter at være blevet smidt ud af det konservative parti som følge af særdeles vaccinekritiske kommentarer under covid-19-pandemien.
Under udsendelsen tirsdag aften var det primært den meget anti-politisk korrekte del af Laurence Fox’ politikker, britiske seere så foldet ud.
Kommentarerne kom, efter at Ava Evans, der er politisk reporter for mediet Joe, var kommet med udtalelser om mænds mentale helbred, og at nogle ministre omtalte kvinder som fjender. Evans undskyldte senere sine udtalelser, skriver The Guardian.
Det fik dog ikke Laurence Fox til hverken at tilgive eller glemme.
»Hvis jeg mødte hende i en bar, og hun begyndte at tale om det, så var chancen for, at jeg gik min vej, kæmpestor. Vi har brug for stærke og fantastiske kvinder, der står ved sig selv. Vi har ikke brug for den slags fjerdebølgefeministister. De er ynkelige og pinlige. Hvem har seriøst lyst til at knalde det?« sagde Laurence Fox.
Han er siden da blevet suspenderet som kommentator på GB News, mens kanalen ifølge dem selv undersøger sagen, skriver The Guardian.
GB News har undskyldt og beskrevet episoden som »totalt upassende«, ligesom også værten, Dan Wootton, har sendt en undskyldning til Ava Evans på det sociale medie X:
»Kære Ava Evans. Jeg synes, du er fantastisk … Jeg undskylder for det, der blev sagt i løbet af min udsendelse, og jeg skulle have gjort det med det samme live,« skrev Dan Wootton.
I stedet grinede Dan Wootton dog lidt af Fox' kommentarer, som han på sin egen måde forsøgte at moderere ved at kalde Ava Evans for »en meget smuk kvinde«.
Onsdag eftermiddag oplyser GB News, at også værten Dan Wootton er blevet suspenderet som følge af sine reaktion – eller mangel på samme – i udsendelsen.
Ava Evans skriver da også på Twitter, at hun fortsat ikke er af den opfattelse, at hun har modtaget nogen undskyldning.
Og umiddelbart efter udsendelsen skrev hun på X, at hun følte sig »fysisk dårlig«.