Opdateret

OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet i Strasbourg

Politiet har i løbet af tirsdag aften været i ildkamp med den formodede gerningsmand.

Mindst 350 soldater og betjente jagter gerningsmanden.

Mindst tre personer er tirsdag aften blevet dræbt, mens flere er såret i et skyderi i Strasbourg. Gerningsmanden er stadig på fri fod.

Her er et overblik over, hvad vi ved om tirsdagens hændelse:

* Cirka klokken 20 åbnede en person ild nær et populært julemarked i den franske by Strasbourg.

* Tre personer er blevet dræbt, oplyser de lokale myndigheder. 14 er såret, heraf flere meget alvorligt. Tidligere lød det fra Strasbourgs borgmester, at fire personer havde mistet livet, skriver AFP.

* Gerningsmanden er stadig på fri fod. Men i løbet af tirsdag aften har han to gange været i ildkamp med politiet, skriver BBC. Den formodede gerningsmand er såret, skriver avisen Le Figaro.

* Den mistænkte gerningsmand er identificeret af fransk politi som den 29-årige Cherif Chekatt. Ifølge Reuters har personen været i fransk politis søgelys igennem længere tid som en formodet trussel mod den offentlige sikkerhed. Han er tidligere blevet idømt fængselsstraffe for en række røverier i Frankrig og Tyskland.

* Den mistænkte skulle have været på S-listen, fransk politis overvågningsliste over personer, der er til fare for rigets sikkerhed.

* Angiveligt havde myndighederne planlagt at anholde ham tirsdag som følge af et røveri, men han var ikke hjemme, skriver den franske avis Le Figaro. Ifølge politiet har man fundet eksplosiver på hans adresse, skriver nyhedsbureauet AP.

* 350 betjente og soldater er nu sat ind i kampen mod gerningsmanden og flere er på vej til Strasbourg. Der er også indsat fly og helikoptere, hvorfra byen overvåges.

* Den franske anklager for antiterrorisme oplyser, at der er blevet åbnet en undersøgelse af skyderiet, der efterforskes som mulig terror.

Kilder: Det franske indenrigsministerium, fransk politi, AFP, Reuters.

/ritzau/