Der var ikke gået mange minutter, efter at en euforisk Boris Johnson 24. december havde annonceret sin aftale om Brexit, før Labour-leder Keir Starmer på et pressemøde forærede den konservative premierminister endnu en julegave. Det skete i form af uforbeholden Labour-støtte ved næste uges parlamentsafstemning.

Det mener i hvert fald ledende medlemmer af oppositionspartiet. Lederens opbakning vil gøre det umuligt at holde regeringen ansvarlig for de negative konsekvenser af aftalen, lyder det fra kritikerne, der ifølge The Guardian er parate til at bryde partidisciplinen og stemme imod.

»Han beder os støtte en Boris Johnson-aftale, som er fuld af huller på områder som sikkerhed, fiskerirettigheder og konkurrencevilkår. Ovenikøbet i en situation, hvor de konservative har flertal til at stemme den igennem alene. Jeg forstår ikke Keirs synspunkt,« siger en højtplaceret kilde til avisen.

Keir Starmer er med sit løfte om at støtte Boris Johnsons Brexit-aftale – en aftale, han betegner som »tynd« – kommet i modvind i egne rækker. Det trækker på den baggrund op til et oprør ved onsdagens afstemning i det britiske parlament.
Keir Starmer er med sit løfte om at støtte Boris Johnsons Brexit-aftale – en aftale, han betegner som »tynd« – kommet i modvind i egne rækker. Det trækker på den baggrund op til et oprør ved onsdagens afstemning i det britiske parlament. Toby Melville/Ritzau Scanpix

Oppositionslederen gjorde sig ellers umage med at forklare det på pressemødet.

»Lederskab handler om at tage svære beslutninger. Det handler om at føre en seriøs og ansvarlig opposition, og på et så afgørende tidspunkt for vores nation kan Labour ikke stå på sidelinjen,« sagde Keir Starmer.

Dette forhindrede ham dog ikke i at kritisere aftalen som »tynd« og advare om, at støtten på ingen måde er en blankocheck.

»Vi accepterer denne aftale som bedre end ingen aftale, men konsekvenserne af den er jeres ansvar og kun jeres. Vi vil stille jer til regnskab for den, hvert sekund I er ved magten,« sagde oppositionslederen med adresse til Johnson og hans ministre.

Gør afstemning til walkover for Johnson

Mandsopdækningen af regeringen i Brexit-spørgsmålet mister imidlertid enhver troværdighed, hvis Labour stemmer ja, hævder kritikerne, der omfatter mindst tre ledende medlemmer af Starmers skyggeregering.

Blandt dem er skyggefinansminister Anneliese Dodds, der torsdag på Twitter advarede om aftalens »store negative effekt på bruttonationalproduktet«. Hun ventes dog at følge partidisciplinen.

»Dusinvis« af parlamentsmedlemmer skulle imidlertid være på vej til at stemme nej eller at afstå fra at stemme, mens flere juniorministre i skyggeregeringen overvejer at nedlægge deres hverv i protest.

Boris Johnson behøver som nævnt ikke støtten fra Labour for at sikre et ja ved afstemningen, der efter planen finder sted på onsdag.

Afstemningen har dog en enorm symbolsk betydning og medfører samtidig, at premierministeren ikke behøver at bekymre sig om eventuelle nej-stemmer i egne rækker fra de hårdeste brexiteers.

Keir Starmer overtog i april ledelsen af Labour efter den kontroversielle Jeremy Corbyn. Starmer har, uden at tilhøre højrefløjen i partiet, trukket det tilbage mod midten af britisk politik efter den venstreorienterede kurs under Corbyn.

De kommende uger og måneder vil vise, om den relative ro og respekt, der hidtil har hersket om det nye lederskab, er slut efter Starmers ja til Brexit-aftalen og hans »blåstempling af et konservativt projekt«.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa