Nyt knusende valgnederlag ydmyger Theresa May – igen

Vælgerne i »den værste by i Storbritannien« har valgt nyt parlamentsmedlem, og det blev endnu et nederlag for kvinden, som efterhånden er kommet ind i en stime. Det sker på dagen, hvor Theresa May i forvejen træder tilbage som partiformand og bliver fungerende premierminister.

Theresa May har ikke ført kampange i Peterborough, fordi hun blev betragtet som for belastet et navn til at hjælpe partiet – i stedet har hun passet sit job. Her er hun torsdag ved en kransenedlæggelse for faldne britiske soldater ved D-dag. Neill Hall/EPA/Ritzau Scanpix

Det er Theresa Mays sidste dag som konservativ partiformand i dag – og hun slutter, som hun i øvrigt har kørt butikken: med den store nedtur.

I nat blev hendes parti – Det Konservative Parti – henvist til tredjepladsen ved et suppleringsvalg til parlamentet, og det viser med al tydelighed, hvorfor topfolk taler om, at partiet er »i en kamp for liv og død«.