Onsdag aften kan vise sig som en nærmest historisk dag i svensk indenrigspolitik.

Efter årtier, hvor ingen svensk politiker med respekt for sig selv kunne finde på – endsige blot at tænke på – at indrømme, at den massive indvandring til Sverige kunne være en medvirkende årsag til, at bandekriminaliteten i landet eksploderer, vendte statsminister Stefan Löfven med ét på en tallerken.

Nu indrømmer den socialdemokratiske statsminister for første gang, at landet har oplevet en så voldsom indvandring, at man ikke har været i stand til at integrere de millioner immigranter, som er strømmet til landet over de seneste årtier.

Han erkender også, at det er en medvirkende årsag til de spændinger og problemer, som Sverige oplever nu.

Stefan Löfven havde ellers i årevis udviklet en særlig model, når en journalist eller en politisk modstander formastede sig til at kræve svar på, om – eller nærmere hvorfor – Sverige i denne tid nærmest oversvømmes af bander med lutter medlemmer af udenlandsk oprindelse.

Han holdt stenansigtet. Forsøgte at undvige at svare overhovedet og holdt så ellers fast i benægt, benægt, benægt.

Men nu gik den ikke længere efter en sommer, hvor bander blandt andet har stået bag flere mord, herunder drabet på en 12-årig uskyldig pige, som blot stod det forkerte sted under en bandekonflikt.

Statsminister Stefan Löfven (S) er vendt på en tallerken og erkender nu for første gang, at stor immigration og dårlig integration er medvirkende til, at de sociale spændinger, herunder for eksempel bandekriminaliteten, vokser i Sverige.
Statsminister Stefan Löfven (S) er vendt på en tallerken og erkender nu for første gang, at stor immigration og dårlig integration er medvirkende til, at de sociale spændinger, herunder for eksempel bandekriminaliteten, vokser i Sverige. Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix

Ny holdning

For efter en debat onsdag i Riksdagen, hvor statsministeren blev angrebet fra mange sider, og hvor han stædigt forsøgte at tale rundt om spørgsmålene, så kom han til sidst med en indrømmelse, som han siden udvidede under et interview med svensk TV.

»Hvis man har en indvandring af en størrelse, så man ikke klarer at integrere de mennesker, så får vi sociale spændinger i samfundet, og det er ikke godt,« sagde Stefan Löfven til SVT.

Set med danske briller er en sådan udtalelse ikke særlig kontroversiel. Men i et samfund og i et politisk miljø, hvor det at udpege særlige grupper som årsagen til alvorlige samfundsproblemer eller kriminelle handlinger er et no-go, er det virkelig opsigtsvækkende.

Bydelen Rosengård i Malmø var forleden centrum for hårde kampe mellem demonstranter og politiet. Det skete, efter en planlagt islamkritisk demonstration i byen fik hundreder til at gå på gaden og lave voldsomme optøjer. Flere politifolk blev kvæstet, og politiet advarede efterfølgende om den øgede forråelse i samfundet.
Bydelen Rosengård i Malmø var forleden centrum for hårde kampe mellem demonstranter og politiet. Det skete, efter en planlagt islamkritisk demonstration i byen fik hundreder til at gå på gaden og lave voldsomme optøjer. Flere politifolk blev kvæstet, og politiet advarede efterfølgende om den øgede forråelse i samfundet. Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

»Ja, vi har haft problemer. Det er derfor, at den regering, jeg leder, har ændret vores migrationspolitik,« sagde Stefan Löfven til SVT.

»Hvis der ikke er tilstrækkeligt mange, der kommer i arbejde af de voksne, så ser børnene, at de voksne ikke arbejder. Så tror de måske at det er normalen – ligesom andre sociale spændinger. Og ja, det er et problem.«

Og Stefan Löfven og regeringen har allerede handlet, slår han fast.

»Vi har ændret migrationspolitikken, så Sverige nu tager imod væsentligt færre.«

Politisk pres

Stefan Löfvens kursskifte kom efter en udfordrende dag i den svenske riksdag. Her holdt man onsdag åbningsdebat, og statsministeren blev angrebet hårdt af blandt andre Kristdemokraterna og Moderaterna.

Netop Moderaterna, det store, borgerlige oppositionsparti, har gjort bekæmpelsen af bandekriminalitet til et af de emner, som man vil holde fuldt fokus på i efteråret.

Torsdag er Danmarks tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) inviteret til Stockholm for at fortælle om de mange tiltag mod bander, som er indført i Danmark siden 2009 – herunder en række skærpelser af straffene for banderelateret kriminalitet.