Nu tæller briterne dagene: De første kan se frem til at få en coronavaccine næste måned
De britiske myndigheder forventer at uddele de første vacciner mod covid-19 i løbet af november. Britiske læger er blevet bedt om at gøre sig klar til at håndtere to forskellige vacciner. Oxford-vaccinen er nu så langt i de kliniske testforløb, at myndighederne har sat fart i en rullende godkendelse. Men massevaccinering mod coronavirussen har stadig lange udsigter.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har netop været på besøg på Jenner Institute, som er stedet, hvor Oxford University arbejder med deres vaccine mod covid-19. Den britiske premierminister har selv været smittet med covid-19 og var i foråret indlagt og endte blandt andet på intensiv undervejs i sygdomsforløbet. Kirsty Wigglesworth/Reuters/Ritzau Scanpix
De britiske sundhedsmyndigheder er så optimistiske i forhold til en snarlig coronavaccine, at de nu beder britiske læger om at gøre klar til at vaccinere de første borgere allerede i november i år.
Det står ifølge BBC klart, efter at myndighederne netop har bedt læger i dele af landet om at forberede sig på at begynde at vaccinere ældre borgere i løbet af november.
Meldingen fra myndighederne, der fremgår af et lækket dokumenter rundsendt til læger, som BBC har fået fingre i, er, at man forventer at have to godkendte vacciner klar til brug i november.
Myndighederne slår samtidig fast, at vaccinationerne vil ske i forskellige tempi. Det betyder, at det i første omgang vil være borgere over 65 år og folk med underliggende sygdomme, som kan se frem til at være blandt de første til at få en af de to vacciner, som myndighederne altså forventer vil være klar til brug inden for få uger.
Gør jer klar til to vacciner
Ifølge oplysningerne, som bekræftes af læger fra blandt andet Midtengland, skal lægerne forvente at skulle håndtere to forskellige vacciner, som har fået kodeordene Triumph og Ambush.
I lægekredse vurderes det, at Triumph-vaccinen er identisk med Oxford-vaccinen, som har været under udvikling siden begyndelsen af året. Forskere på Jenner Institute på Oxford University er gået sammen med pharmagiganten AstraZeneca om udviklingen, og man har indgået en række aftaler med forskellige lande, som har forudbetalt for vacciner.
Man har også indgået produktionsaftaler med flere vaccineproducenter, som allerede nu er i gang med at producere millioner af doser af vaccinen, endnu inden den er godkendt af nogen myndighed.
Samtidig med den melding indleder EMA, European Medicines Agency, som står for at overvåge og godkende lægemidler i EU, en såkaldt rullende godkendelsesprocedure af Oxford-vaccinen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har registreret 170 projekter, hvor man arbejder på at udvikle en vaccine mod covid-19. Omkring ti projekter er så langt fremme, at de forventes at blive godkendt og kunne gives til en større gruppe mennesker i løbet af det sene efterår. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
EMA har netop indledt gennemgangen af de første ikkekliniske dele af datagrundlaget bag Oxford-vaccinen. Det betyder, at man gennemgår den data, som man har udledt af laboratorieforsøgene med Oxford-vaccinen. Siden har den britiske vaccine gennemført de næste stadier, hvor den prøves på stadig større befolkningsgrupper. Netop nu er omkring 30.000 personer i blandt andet Storbritannien, USA, Sydafrika og Brasilien med i de afsluttende test, hvor man uddeler aktiv vaccine til nogle, mens andre får et placebomiddel uden effekt.
Mange projekter – få punktummer
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har registreret flere end 170 coronavaccineprojekter, og omkring ti projekter vurderes at være længst fremme i kapløbet. Det er blandt andet Oxford-projekter, samt projekter fra pharmafirmaer som Moderna, Pfizer og en række kinesiske projekter. Fælles er, at de er i gang med at afvikle fase tre-test, hvor man afprøver vaccinerne på op mod 30.000 personer.
Kina, som regnes som det første land, hvor covid-19 ramte, har længe arbejdet på at udvikle vacciner mod coronavirussen. En række institutioner og virksomheder er langt med arbejdet, og tusinder af kinesere har deltaget i forsøgene med vaccinerne. Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Men at det er kompliceret arbejde at udvikle en vaccine, blev igen understreget, da Moderna torsdag stod frem og fortalte, at man ikke forventer at være klar med en vaccine før i første eller andet kvartal af 2021. Netop amerikanske Moderna har været et af de vaccineprojekter, som blandt andet USAs præsident, Donald Trump, har fæstet stor lid til.
Samtidig konkluderer en ny undersøgelse fra det britiske videnskabelige selskab Royal Society, at der er lange udsigter til en hverdag uden restriktioner. Bekymringen er, at selv om der godkendes vacciner, så kan det have lange udsigter, før vaccinerne får fuld effekt på en stor gruppe af befolkningen, og før de overhovedet er nået ud i alle hjørner af samfundet.