Antallet af coronasmittede stiger nu igen så voldsomt i dele af Sverige, at svenskerne flere steder skal vænne sig til omfattende restriktioner.

Torsdag eftermiddag fortalte statsepidemiolog Anders Tegnell, at Sverige på et døgn har oplevet 3.254 nye smittede og dermed satte rekord for anden dag i træk. Udviklingen er så alvorlig, at man flere steder oplever stigende pres på hospitalerne, og man er så bekymret over udviklingen, at man indfører omfattende restriktioner i yderligere tre regioner.

Det betyder, at myndighederne beder borgerne i Stockholm, Västra Götaland og Östergötland om at holde sig fra blandt andet besøg i butikker og storcentre, fitnessklubber, biblioteker, museer og idrætsklubber – i det hele taget skal svenskerne flere steder holde sig fra fysiske møder med andre end de nærmeste.

Borgere i Skåne og Uppsala har allerede i flere dage været underlagt de samme anbefalinger, fordi man der tidligere oplevede de samme stigende smittetal.

Vi nærmer os overliggeren

Anders Tegnell, som er manden, der udadtil tegner den svenske håndtering af coronapandemien, var sjældent direkte i kommentarerne, da han skulle forklare, hvordan udviklingen er i Sverige, og hvorfor man pludselig skærper anbefalingerne.

Sverige valgte tidligt en egen vej under coronakrisen i foråret. Mens mange andre lande lukkede ned, holdt Sverige fast i et åbent samfund, herunder åbne butikker og skoler.
Sverige valgte tidligt en egen vej under coronakrisen i foråret. Mens mange andre lande lukkede ned, holdt Sverige fast i et åbent samfund, herunder åbne butikker og skoler. Niels Ahlmann Olesen

»Vi nærmer os overliggeren for, hvad sundhedvæsenet kan klare. Vi må sammen trykke smittekurven ned. Det gør vi ved hele tiden at være bevidste, blandt andet omkring håndhygiejne og det at begrænse de sociale kontakter,« sagde Anders Tegnell på et pressemøde torsdag.

»Bor man i de hårdest ramte regioner, skal man som udgangspunkt holde sig fra at mødes indendørs. Meget taler for, at smittespredningen foregår ved private fester og ved større møder,« sagde Anders Tegnell.

Han slog samtidig fast, at smittespredningen ligger langtfra den, som man oplevede i foråret, ligesom antallet af indlagte, herunder indlagte på intensivafdelingerne, er betydeligt lavere end i foråret.

Sverige valgte tidligt en anden strategi for håndteringen coronapandemien. Mens store dele af Europa, herunder Danmark, valgte at lukke samfundene ned, holdt Sverige fast i, at blandt andet butikker, restauranter og skoler skulle holde åbent.