Nu anklager otte kvinder tv-kongen for voldtægter: Han satte sine krænkelser »i system«

Patrick Poivre d’Arvor var i 21 år »solkonge« over Frankrigs mest populære nyhedsudsendelse. En position, tv-værten angiveligt udnyttede til at seriekrænke og i flere tilfælde voldtage yngre kolleger, mens omgivelserne undskyldte hans opførsel som typisk fransk forførerkunst. Men nu bryder en række kvinder tavsheden.

Patrick Poivre d'Arvor, her fotograferet i 2011, var kendt for sit talent for at »flirte« med kameraet og forføre kvinder en masse. Men flere af dem fortæller nu, at charmen blot var et af våbnene i et arsenal, der også omfattede chikane samt i enkelte tilfælde vold. Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Det var bare »et trist lille knald« i hans mondæne forstadslejlighed: »Hurtigt udført. Dårligt udført. Som når man passer stuepigen op,« fortæller Hélène Devynck og tilføjer:

»Det var ydmygende, men jeg bed tænderne sammen og holdt tårerne tilbage, for der var ikke noget valg, hvis jeg ville beholde mit job.«

I det mindste var det nu overstået for hende, mens den populære tv-vært, der på kanalen TF1 var kendt som »Solkongen«, kunne notere sig endnu en »erobring«.

Patrick Poivre d'Arvor, der fra 1987 til 2008 var anchorman på Frankrigs i en lang periode mest sete nyhedsudsendelser, havde ganske enkelt sat sine seksuelle tilnærmelser i »industrialiseret system«.

»Han udspurgte alle pigerne på redaktionen, om de havde en kæreste, og om de var tro. Hvorefter det som regel endte med en »tur i kasserollen«. Det var utænkeligt at sige nej og lige så utænkeligt at fortælle om det,« forklarer Devynck, der var assistent for Poivre d'Arvor i begyndelsen af 1990erne.

Det er det imidlertid ikke længere.

Patrick Poivre d'Arvor var gennem 21 år vært på tv-stationen TF1s populære aftennyheder. Her ses han under en udsendelse i 2008. AFP/Ritzau Scanpix

I sidste uge stod otte kvinder frem i Le Monde for at fortælle om tv-værtens systematiske krænkelser og føje endnu et kapitel til rædselsberetningen om, hvordan magtfulde mænd i alle dele af det franske samfund har misbrugt deres position til at opnå sex.

Fransk selvransagelse

Gennem årtier trak franskmændene på skuldrene, når sexskandaler rystede »snerpede« lande som USA og Storbritannien. I Le pays d'amour havde man respekt for forførelsens kunst og et frirum til at udøve den.

Men da forlæggeren Vanessa Springora i december 2019 udgav »Le Consentement« (Samtykket), satte hun gang i en lavine af opsparet og længe fortiet indignation, der godt et år senere fortsætter med at rulle.

Det var en nøgleroman om, hvordan forfatteren Gabriel Matzneff – her fotograferet i 2004 – havde lokket en blot 13-årig pige til at indlede et seksuelt forhold, der satte gang i bølgen af afsløringer om seksuelt misbrug. Jacques Demarthon/AFP/Ritzau Scanpix

I bogen fortalte Springora, hvordan den på gerningstidspunktet 50-årige stjerneforfatter Gabriel Matzneff lokkede hende ind i et seksuelt forhold, selvom hun kun var 13 år gammel.

Siden har en skøjteprinsesse fortalt, hvordan hun igen og igen blev voldtaget af sin træner. Den højt estimerede politolog Olivier Duhamel er blevet afsløret i misbrug af sin stedsøn. Og sådan kunne man blive ved med modelbureauchefer, komikere, skuespillere, lokalpolitikere …

Samt mænd, der – som i forbindelse med bølgen af danske #metoo-afsløringer – er eller har været højt på strå i mediernes verden og i særdeleshed på tv.

»Frivilligt og lystfuldt« eller voldtægt

Syndfloden ramte Patrick Poivre d'Arvor, da avisen Le Parisien i midten af februar kunne afsløre, at den i dag 73-årige mediemand var under efterforskning for voldtægt.

Bag anklagerne står forfatteren Florence Porcel, der hævder, at Poivre d'Arvor ad flere omgange udnyttede sin »psykologiske dominans« til at have sex med hende.

Florence Porcel udgav i januar den selvbiografiske roman »Pandorini«, der bygger på hendes oplevelser med Patrick Poivre d'Arvor. Kort efter kom det frem, at hun havde anmeldt ham for voldtægt. Martin Bureau/AFP/Ritzau Scanpix

Første gang i 2004 var hun blot 21 år og endnu jomfru. Misbruget, som i hun først senere blev bevidst om, fortsatte indtil 2009.

Tv-manden afviste i første omgang beskyldningerne og betegnede sit seksuelle forhold til den langt yngre forfatter som »frivilligt og lystfuldt«. Når hun nu fremstillede det anderledes, var det for at sælge en selvbiografisk bog, lod han forstå.

Men siden er efterforskningen blevet udvidet med vidneudsagn fra andre kvinder, der ligeledes beskylder Poivre d'Arvor for voldtægt og andre former for seksuelle krænkelser.

Det er en række af dem, som Le Monde har talt med, og deres historier tegner tilsammen billedet af en mand, der som minimum opførte sig stærkt grænseoverskridende og formentlig også i flere tilfælde ulovligt.

»Som man skræller et løg«

En kvinde, der optræder anonymt, fortæller om en traumatisk episode på tv-værtens kontor. Det begyndte som så ofte før med seksuelt ladede spørgsmål, men pludselig tog begivenhederne fart.

»Han for op, kyssede og omfavnede mig og pressede mig hen over skrivebordet. Den ene hånd stak han op under bh'en. Den anden røg ned i mine trusser, hvorefter han penetrerede mig i et par lange minutter,« forklarer kvinden, der ligeledes har meldt Poivre d'Arvor for voldtægt.

Også uden for Frankrig er Patrick Poivre d'Arvor blandt tennisinteresserede kendt som trofast tilskuer under French Open i Paris. Som oftest i selskab med langt yngre, unavngivne kvinder. Patrick Kovarik/AFP/Ritzau Scanpix

Den anden gik i chok, da hun som ung og benovet journaliststuderede oplevede, hvordan tv-værten – ligeledes på hans kontor – begyndte at flå tøjet af hende »som man skræller et løg«, hvorefter de mod hendes vilje havde sex.

I andre tilfælde – som for Hélène Devynck – var tvangen mere indirekte. Nogle kan berette om stalking eller andre former for chikane.

Og en kvindelig forfatter fortæller, at hun, i forbindelse med en kongres de begge deltog i, måtte barrikadere døren til sit hotelværelse, da Poivre d'Arvor midt om natten forsøgte at trænge ind.

»En høflig gentleman«

Både kvinderne og andre kilder på TF1, som Le Monde har talt med, understreger, at tv-værtens opførsel var velkendt, og at cheferne stiltiende accepterede den. Måske også i kraft af værtens mere end almindeligt vindende væsen.

Selv en af kvinderne, der beskylder Poivre d'Arvor for voldtægt, beskriver ham som »en høflig gentleman, elskelig og blid, aldrig klam«. Samtidig behøvede værten, ifølge flere kilder, ikke at bruge tvang for at få al den sex, han orkede.

TV-værtens datter Morgane støtter sin far.

»Patrick var en den fødte forfører. Han fik, hvad han pegede på, og havde ikke behov for at udøve vold,« forklarer en tidligere ansat på TF1.

Marie-Hélène Mille, der gennem en årrække var sekretær for tv-værten, minder om, at han nærmest dagligt modtog fanpost fra kvinder, der sendte alt fra kager over trusser til nøgenbilleder af sig selv.

Poivre d'Arvors datter Morgane tilføjer, at det ikke var ualmindeligt at støde på kvinder, der havde sovet uden for familiens gadedør i forsøg på at komme i kontakt med tv-værten.

Luderen, forføreren og retfærdigheden

Antallet af kvinder, der hævder at være blevet krænket, er imidlertid stort, og det er kun én af dem, som – ifølge Poivre d'Arvor – har interesse i at fortælle om overgrebene for at sælge sin bog.

Måske svaret på, hvorfor værten – trods sin oplagte popularitet hos det modsatte køn – forgreb sig på kvinderne, er det enkle, at han kunne. Ingen stoppede ham. Hverken chefer, andre mandlige ansatte, eller for den sags skyld de kvinder, det gik ud over.

»Hvis jeg havde sagt noget dengang, ville jeg blot have fremstået som luderen og han som forføreren,« forklarer Hélène Devynck.

Men hvorfor står den 54-årige journalist, der senere fik sin egen karriere som populær nyhedsvært på en anden kanal, først frem nu? Hvorfor har hun ladet årene gå, mens »skammen blev flosset og forbrydelsen forældet«, som hun spørger sig selv i en kronik?

Svaret er ikke ligetil, men det handler, tror Devynck, om at være solidarisk med de andre ofre for Poivre d'Arvor. Om at »tale så retfærdigheden langt om længe kan ske fyldest«.

Til gengæld gør hun det som en af de få med navns nævnelse og ubehaget ved at »se hans billede i medierne ved siden af mit eget«. Med risiko for at »få en på sinkadusen«; for at tage én for holdet.

Et hold af krænkede kvinder, der efter alt at dømme er skræmmende stort.