Norsk prinsesse har fået ny shamankæreste, der hævder at kunne reducere menneskers alder: »Det skader monarkiet«

Prinsesse Märtha Louise drager på turné – blandt andet til Danmark – sammen med sin nye kæreste, der er shaman. De misbruger prinsessetitlen, mener norske debattører.

Den norske prinsesse Märtha Louise har i årevis tjent penge på at sælge bøger og holde foredrag om sine påståede overnaturlige evner. Fold sammen
Læs mere
Foto: HEIKO JUNGE

Den norske prinsesse Märtha Louise har fået en kæreste. Og det er med ét blevet en enorm historie i Norge.

For kæresten er ikke hvem som helst. Han hedder Durek Verrett og er shaman. Ifølge det norske medie NRK hævder Shaman Durek, som han ofte kalder sig, at han kan rotere kroppens atomer og bogstaveligt talt reducere menneskers alder. Han hævder også at kunne kurere leukæmi ved at genoprette dårlig balance i blodet gennem healing.

Søndag offentliggjorde prinsessen og shamanen på Instagram, at de er et par. Og samtidig annoncerede de, at de sammen tager på turné i Norge og Danmark med en forestilling, de kalder »The Princess and the Shaman«.

19. maj optræder de på Rainmaking Loft i det indre København, hvor de vil tage publikum »med på en rejse i livets mysterier« og forklare, hvordan man opnår »dybere kontakt med din indre kraft«. Billetterne koster omtrent 1.000 kroner.

Märtha Louises beslutning om at tage med sin nye kæreste på turné vækker forargelse hos nogle nordmænd. Samfundsdebattøren Vebjørn Selbekk skriver i den kristne avis Dagen, at Märtha Louises udnyttelse af sin prinsessetitel går over grænsen.

»Det er det kommercielle, nyåndelige samarbejde med denne shaman, som jeg mener er kritikværdigt. Man bruger prinsessetitlen for alt, den er værd,« skriver han.

Prinsesse Märtha Louise er kong Harald og dronning Sonjas ældste barn, men er kun nummer fire i arverækken til tronen, da tronfølgeloven først blev ændret, efter at hun blev født. I 2002 frasagde Märtha Louise sig titlen Hendes Kongelige Højhed og sin apanage. Hun ønskede at leve et mere borgerligt liv og tjene sine egne penge.

Märtha Louise har i årevis hævdet, at hun kan tale med engle, overnaturlige væsner og dyr. Hun har tjent penge på at sælge bøger og holde foredrag om sine overnaturlige evner. Prinsessen har tidligere samarbejdet med den clairvoyante brite Lisa Williams, som hævder, hun kan tale med de døde.

»Prinsesse Märtha Louise har det seneste årti surfet gennem det nyåndelige landskab i Norge. Hun bliver båret frem på den popularitetsbølge, som prinsessetitlen giver hende. Hun udnytter den kommercielt i et meget tvivlsomt marked,« skriver Vebjørn Selbekk og fortsætter:

»Hun bruger råt det faktum, at hun er kongelig. Det skader monarkiet.«

Foto: Heiko Junge.

Shaman Durek har været en semikendt personlighed inden for alternativ behandling i årevis og har blandt andet vejledt den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow. Historisk har stammesamfund verden over troet på, at shamaner har særlige evner, der gør dem i stand til at foretage sjælerejser til åndernes eller gudernes verden.

Den kendte norske læge og debattør Jørgen Skavlan siger til NRK, at han ikke ved, om »han skal grine eller græde« over de påstande, som Durek Verrett præsenterer for sine følgere. Han mener dog, at prinsessens turné med shamanen kan være decideret farlig, da de to muligvis vil promovere alternative – og uvidenskabelige – behandlingsmetoder til kræftsyge, som Durek Verrett tidligere har gjort.

»Så har man overskredet en moralsk og etisk grænse, og det fortjener hård modstand og faktisk latterliggørelse,« siger Jørgen Skavlan.

Hverken det nye royale par eller det norske kongehus har svaret på kritikken ifølge NRK.

På Instagram har Durek Verrett skrevet en kærlighedserklæring til Märtha Louise. Hun viser »ren accept af mit multidimensionelle jeg«, skriver shamanen.

»Ikke bare (accept for, red.) shamanen i mig, men kvinden i mig, den stærke mand i mig, den lille gut, E.T., jaguaren, forskeren og mere,« lyder det videre i kærlighedserklæringen.