Nigel Farage vil i Underhuset – og Brexit-triumf ved europaparlamentsvalget skal bane vejen

Den britiske EU-kritiker får det danske folketingsvalg og et væld af nye partier til at virke lidt støvet og kedeligt. På under et halvt år har han ifølge en meningsmåling fået op imod en tredjedel af vælgerne bag sit nye Brexit Party. Nu skal succesen bruges til at få politisk indflydelse i Storbritannien.

Nigel Farage har for længst forladt sit gamle UKIP-parti, som han brugte som effektiv rambuk mod det britiske EU-medlemskab. Nu har han dannet et nyt parti for at presse på for det klarest mulige brud med EU. En overvældende succes har givet ham smag på meget mere med en plads i Underhuset og en fremtidig indflydelse på britisk politik. OLI SCARFF/AFP/Scanpix/Ritzau

Det nye britiske Brexit Party blev dannet for under et halvt år siden. Det har oplevet en eksplosiv succes, som får det danske folketingsvalg med Riskær, Nye Borgerlige og andre opkomlinge til at virke som en lidt støvet og rutinepræget affære. Det er alt sammen Nigel Farages fortjeneste.

Tusinder af briter har i årevis dyrket ham som deres store helt. Så forsvandt han ud af politik efter Brexit-afstemningen i 2016. Nu strømmer de igen til ham frem mod valget til Europa-Parlamentet i næste uge. Chokerende meningsmålinger giver hans parti op imod 34 procent af stemmerne. Nigel Farage er ved at omdanne britisk politik for altid. Men der er et mærkeligt faktum omkring briternes store EU-kritiker.