Nigel Farage er blot den seneste. Hvorfor bliver højrefløjspolitikere angrebet med milkshakes?

En tendens har ramt Storbritannien: Milkshakes anvendes som kasteskyts mod højreorienterede politikere. Flere politikere er blevet ramt af milkshakes mere end en gang.

Brexit Party-lederen, Nigel Farage, efter overfaldet med en milkshake. Til højre gerningsmanden, Paul Crowther. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scott Heppell/Ritzau Scanpix

Indtil for nylig var æg det foretrukne kasteskyts, når demonstranter var ude på at tilsvine en politiker med en klæbrig masse og skabe postyr uden for alvor at skade nogen. Nu har aktivister fundet et nyt våben mod højrevendte politikere: milkshakes.

Tirsdag blev en mand sigtet for overfald efter at have kastet en milkshake mod Brexit-politikeren Nigel Farage.

Farage er medlem af Europa-Parlamentet og leder af det nydannede Brexit Party, og mandag aften var han på valgturné i Newcastle i det nordøstlige England, hvor han blev ramt. Da Nigel Farage var på vej væk fra den lille forsamling, han netop havde talt til, tog den 32-årige Paul Crowther låget af sin milkshake og kastede den ud over politikeren.

Farages marineblå jakkesæt, lilla slips og lyseblå Brexit-skilt drev af milkshake med banan- og karamelsmag, som Crowther havde købt i fastfoodrestauranten Five Guys rundt om hjørnet.

»En komplet fiasko,« sagde Farage ifølge en videooptagelse af optrinnet, mens hans sikkerhedsvagter førte ham væk, og andre greb Crowther. »Det kunne jeg have set på en kilometers afstand.«

Farage syntes at skælde ud på sine sikkerhedsfolk for ikke at have forudset situationen – især i det nuværende politiske klima, hvor milkshaking, som det kaldes, er blevet et udbredt fænomen.

Paul Crowther er blevet sigtet for overfald og vandalisme, oplyser Northumbria Police.

Middag med sugerør

Tidligere på måneden blev højrefløjsaktivisten Tommy Robinson, leder af den ekstremistiske English Defence League, ramt af to milkshakes i løbet af 24 timer.

Tommy Robinson fra English Defence League, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISABEL INFANTES.

Danyaal Mahmud, der først overhældte Robinson, fortalte avisen The Observer, at han var skredet til handling, fordi han var blevet vred over noget, Robinson havde sagt til ham, og at han havde brugt milkshake, fordi han ganske enkelt havde haft en i hånden. Dagen efter blev Tommy Robinson på ny overhældt med milkshake i en anden by i Nordengland.

Senere overgik samme skæbne Carl Benjamin fra det højreorienterede U.K. Independence Party (UKIP), der er under efterforskning for en kommentar fremsat på Twitter om voldtægt af et kvindeligt medlem af Underhuset. Han er indtil videre blevet ramt af fire milkshakes.

På sociale medier bliver der opfordret til angreb på højreorienterede politikere med hashtagget #SplashTheFash, hvilket af en række kendte højrefløjsprofiler er blevet mødt med vrede.

»For nu at sige det rent ud: Enhver, der kommer i nærheden af mig med en milkshake, vil få brug for sugerøret til at spise sine måltider de næste par måneder,« skrev et andet medlem af UKIP ved navn Mark Meechan på Twitter.

Angrebene har også påkaldt sig politiets opmærksomhed. Forud for et møde med Nigel Farage i Edinburgh bad politiet lørdag kortvarigt McDonald's om at indstille salget af milkshake.

»Radikaliserede« briter

Men hvorfor milkshakes?

Professor Kevin Featherstone fra London School of Economics skrev i en e-mail, at det kraftige visuelle resultat er vigtigt.

»Den angrebne ser latterlig ud, og det punkterer den politiske aura,« skrev han:

»Angriberen siger: »Du repræsenterer ikke mig med din mørke og dystre politik.««

Benjamin Franks fra universitetet i Glasgow mener imidlertid ikke, at det oprindelige overfald var planlagt:

»Jeg tror, det har fanget de antifascistiske demonstranters fantasi, fordi der er så mange udsalg af fastfood i Storbritannien, og fordi milkshakes dermed er let tilgængelige. I hvert fald i begyndelsen kunne milkshakes tilmed medbringes uden at vække mistanke.«

Nigel Farage selv anklagede efter overfaldet »radikaliserede« briter, der var uenige i Brexit, for at gøre det umuligt at føre en politisk kampagne i landet.

Oversættelse: Lars Rosenkvist