Nekrolog: Han var den joviale président, der sagde nej til Irak-krigen

Trods korruptionsskandaler og blandede politiske resultater var Jacques Chirac elsket blandt sine landsmænd, der i meningsmålinger kårede ham som den mest sympatiske præsident i nyere fransk historie.

Jacques Chirac besad en folkelighed, der ellers ikke er den mest fremherskende egenskab blandt franske præsidenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK

Meningerne var delte, da Jacques Chirac i 2007 forlod Élysée-palæet efter 12 år som præsident og en menneskealder i toppen af fransk politik.

Nicolas Sarkozy sammenlignede ham hånligt med en doven middelalderkonge – »un roi fanéant« – der ikke gad eller evnede at reformere Frankrig. En bedømmelse, som efterfølgeren – og partikammeraten – langtfra var alene om.

Men blandt jævne franskmænd var og forblev Chirac, som døde torsdag, 86 år gammel, populær.

Ingen kunne som den joviale pariser trykke hænder og klappe køer på den årlige landbrugsmesse i hovedstaden. Eller under valgkampagner spise fem frokoster i træk skyllet ned med øl, mens han fortalte halvsjofle vittigheder.

En folkelighed, der sikrede Chirac en klar førsteplads, da magasinet Paris-Match i 2015 bad franskmændene kåre den mest sympatiske statschef siden indførelsen af det nuværende stærke præsidentembede i 1958.

Overskygget af korruptionsaffære

Chiracs vej til Élysée-palæet var lige så lang, som den var målrettet og stædig.

Under sine statskundskabsstudier i 1950erne havde Chirac ganske vist flirtet med kommunismen. Men da han i 1962 meldte sig ind i det konservative gaullistparti UNR, blev kursen sat direkte mod den politiske top.

Undervejs var han borgmester i Paris gennem 18 år og minister adskillige gange, blandt andet som chef for den borgerlige regering under socialisten François Mitterand i slutningen af 1980erne.

Jacques Chirac og den tyske kansler Gerhard Schröder får sig en øl i 2003, da lederne af de to store europæiske lande blev lagt for had på grund af deres modstand mod Irak-krigen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL URBAN/AFP/Ritzau Scanpix.

I samme årti forsøgte han to gange forgæves at blive præsident. I 1995 lykkedes det endelig, men fornøjelsen blev blandet.

Oprulningen af en korruptionsaffære fra borgmestertiden overskyggede i Chiracs første embedsperiode hans politik og historiske gestus såsom anerkendelsen af den franske stats ansvar i forbindelse med det nazivenlige Vichy-regimes jødeforfølgelse.

Hverken korruptionsskandalen eller beskedne politiske resultater forhindrede dog et kanongenvalg med 82 pct. af stemmerne i 2002, da venstreorienterede og borgerlige vælgere gjorde fælles sag for at stoppe Front Nationals Jean-Marie Le Pen.

Den, som ler sidst, ler bedst

Det var under sine sidste fem år ved magten, at Chirac for alvor trådte i karakter som statsmand.

I 2003 modsatte han sig med bred støtte fra franskmændene den USA-ledede krig mod Irak. Det førte til massivt pres på Frankrig og Tyskland, der indtog samme standpunkt. De to lande stod imidlertid fast.

I andre spørgsmål udviste Chirac knap så meget jugement, som da han i 2005 satte EU-forfatningen til folkeafstemning og tabte med et brag, der rystede hele kontinentet.

Nicolas Sarkozy var først en af Jacques Chiracs nærmeste medarbejdere og senere hans ærkefjende. Her forsøger de at finde en grimasse, der kan passe, under magtoverdragelsen mellem dem i 2007.  Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK/AFP/Ritzau Scanpix..

Samme år indvarslede en hjerneblødning den begyndende senilitet, der to år senere fik Chirac til at forlade den politiske scene.

»Hukommelsesproblemerne« sikrede en lempelig behandling, da der i 2011 blev afsagt dom mod ham i den ovennævnte korruptionsaffære. Den tidligere præsident havde imidlertid ikke glemt Nicolas Sarkozys ydmygelser.

Forud for præsidentvalget i 2012 opfordrede Chirac – som sin sidste politiske handling – til at stemme på socialisten François Hollande. Hvorefter han, med regnskabet gjort op, langsomt, men sikkert forsvandt ind i demensens mørke.