Når Rachele Mussolini bliver spurgt om sine tanker om fascisme, lyder svaret indøvet og politikeragtigt.

»For at gå i dybden med det emne ville vi være i nødt til at snakke indtil i morgen tidlig. Jeg foretrækker at tale om Rom.«

Rachele Mussolini er den fascistiske italienske diktator Benito Mussolinis barnebarn, og hun er ikke det første barnebarn, som gør karriere i politik. Også hendes stedsøster, Alessandri Mussolini, har været medlem af parlamentet for Silvio Berlusconis centrum-højre parti, Frihedens Folk (Il Popolo della Libertà).

Og nu har Rachele Mussolini også markeret sig politisk ved at vinde flest stemmer til Roms byrådsvalg. Mere end 8.200 stemmer for at være præcis.

Dette udaterede billede viser en ung Rachele Mussolini, før sine politiske dage. Rachele er i dag 47 år.
Dette udaterede billede viser en ung Rachele Mussolini, før sine politiske dage. Rachele er i dag 47 år. Stringer/AFP/Ritzau Scanpix

De fascistiske rødder

Rachele Mussolini stiller op som frontkandidat for det relativt unge parti Italiens Brødre (Fratelli d'Italia), et nationalistisk og konservativt parti med en EU-skeptisk grundholdning.

Partiet er desuden den primære politiske arving til de neofascistiske grupper Den Italienske Sociale Bevægelse (Movimento Sociale Italiano) og National Alliance (Alleanza Nazionale).

Italiens Brødre er de seneste år vokset stabilt i meningsmålingerne, og ifølge en undersøgelse onsdag er partiet det andetstørste i Italien – lige i hælene på Det Demokratiske Parti (Partito Democratico).

Men som nævnt er Rachele ikke glad for at snakke om sin bedstefar og hans overbevisninger. Benito Mussolini var fra 1922 til 1943 den fascistiske diktator i Italien. Mussolini udøvede statsterror og sprede propaganda, og han kontrollerede under sin storhedstid medierne med hård hånd.

Under et flugtforsøg til Schweiz i 1945 blev han og hans elskerinde skudt af italienske partisaner og hængt fra tagkonstruktionen på en benzinstation.

Og selvom hans barnebarn nu forsøger at løsrive sig fra det omstridte navn, benægter hun ikke, at det var det, der vakte mediernes interesse i begyndelsen. Hun påpeger nemlig over for det italienske medie la Repubblica, at journalisterne kun bad om interview på grund af hendes navn, før hun blev rådmand i 2016.

»Men i løbet af min seneste periode som rådmand er de begyndt at spørge om de initiativer jeg har stået for,« forklarede hun.