Merkel forhandlede til klokken 3 i nat: Nu skal total stilstand i påsken redde Tyskland

Kan du huske, da politikerne sagde, at det var altafgørende ikke at genåbne samfundet for tidligt, fordi en ny lukning ville være ødelæggende for økonomien og borgernes tillid? Det var sidste forår. Denne gang tog det to uger, fra Tyskland åbnede døren på klem, til lukningen bliver hårdere end nogensinde før. Og tålmodigheden er tyndslidt.

To uger varede Tysklands forsøg på at genåbne landet. Nu skal fem dages næsten absolut stilstand i påsken redde tyskerne fra den smitteeksplosion, der skyller ind over landet.

Det var en form for national og altomfattende karantæne, som Angela Merkel præsenterede klokken 3 i nat efter et coronamøde, der skulle være afsluttet ved aftenstid, men som varede i 12 timer. Rejsen til Mallorca kunne de tyske politikere ikke blive enige om at sætte en stopper for. Det er fortsat tilladt.