Man anede vel et kollektivt lettelsens suk i hovedstaden, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften præsenterede de seneste restriktioner, som indebar en umiddelbar nedlukning af storcentre og en varslet lukning af resten af detailhandlen fra jul og ind i det nye år.
For selvom restriktionerne var dramatiske nok i sig selv, var de dog mindre indgribende end det, en række eksperter på forhånd havde advokeret for: Et egentligt udrejseforbud for beboere i hovedstaden og på Sjælland, hvor coronavirussen aktuelt er mest udbredt, for at forhindre smitten i at brede sig til resten af landet.