De positive ting først: Fra på mandag kan italienere igen købe mad på deres restauranter – som takeway, naturligvis. Det vil også igen være muligt at afvikle begravelser med den begrænsning, at maksimalt 15 personer kan deltage.

I Spanien vil det ligeledes være muligt at hente takeway fra restauranter fra mandag, mens udgangsforbuddet vil blive helt ophævet på mindre øer.

En uge senere, 11. maj, er det franskmændenes tur til at opleve genåbningens glæder: De mindste skolebørn vil atter kunne tage plads i klasselokalerne, butikker og markederne vil åbne på ny, og udendørs motion vil igen blive tilladt.

Frankrig, Italien og Spanien er tre af de lande, som er hårdest ramt af coronavirussen og har af samme grund været nogle af de steder, hvor indbyggerne har oplevet de mest omfattende lockdowns i form af strenge udgangsforbud.

De tre landes forsigtige tilløb fortæller hver især den samme historie: Europa er ved at åbne igen.

Tysk bekymring

Desto mere bekymrende er de tal, de tyske sundhedsmyndigheder har offentliggjort de seneste dage. Som et af de første lande påbegyndte Tyskland en genåbning af samfundet 20. april, der i første omgang tillod mindre butikker at åbne, ligesom udendørs ophold var tilladt i mindre grupper.

Og noget tyder på, at de tiltag allerede afspejler sig i de såkaldte smittetryk, der er steget igen. De seneste par dage har Tyskland registreret en stigning i antallet af nye smittetilfælde – henholdsvis 1.154 og 1.627 nye smittetilfælde tirsdag og onsdag. Det er en stigning fra tidligere dage – tidligere på ugen nåede man således for første gang under 1.000 nye tilfælde på en dag.

Mere bekymrende er det – ifølge Lothar Wieler, leder af Robert Koch Instituttet, den tyske pendant til Statens Serum Institut – at smittetrykket, kendt som R0, er steget fra 0,7 til 0,96, siden myndighederne påbegyndte genåbningen af samfundet. Så længe trykket er under 1,0, betragtes virussen videnskabeligt som at være under kontrol, men udviklingen bekymrer Lothar Wieler.

»Lad os fortsætte med at blive hjemme så meget som muligt, følge restriktionerne og holde en distance på halvanden meter til hinanden,« sagde Lothar Wieler ifølge tyske medier på et pressemøde tirsdag.

Tyskland har været en succeshistorie under coronavirussen, hvor man med et veludviklet testregime og opsøgende smittesporing har haft held til at holde antallet af dødsfald på knap 6.500, på trods af at flere end 160.000 personer er testet positive for virussen.

»Vi ønsker at fortsætte vores succes, og det kan vi gøre, hvis vi følger bestemte regler. Vi ønsker ikke, at vores sundhedssystem bliver overbelastet, og vi har ikke lyst til, at mange folk skal dø af covid-19,« sagde Wieler.

Til gengæld kan verdenssamfundet finde mere optimisme i de danske tal for hospitalsindlæggelser. Her er antallet af nye indlæggelser fortsat med at falde de senere dage, og onsdag var der 267 indlagte med covid-19 i Danmark. Det er det laveste antal siden 23. marts.

Michael Alsen er Berlingskes korrespondent i Bruxelles