Mens Europa er i undtagelsestilstand: Sådan puster russiske trolde til vores frygt og vrede

EU advarer i en analyse om, at prorussiske medier og falske profiler systematisk er begyndt at underminere indsatsen mod coronavirus. De ukendte gerningsmænd har dog også fundet et særligt potent forum til at sprede frygt og mistillid i Rusland.

Tidligere skrev de om krigen i Syrien og om den franske protestbevægelse De Gule Veste. Nu spreder flere af de falske personer og konti på sociale medier, der har tråde til den russiske stat, i stedet misinformation om coronavirus på engelsk, spansk, italiens, tysk og fransk, lyder det i en EU-rapport. Evgenia Novozhenina/EPA/Ritzau Scanpix

De skriver på italiensk, spansk, tysk, fransk, engelsk og russisk, og der tegner sig et klart mønster af, hvordan prorussiske medier systematisk søger at misinformere om den igangværende coronapandemi. Sådan lyder det i en netop udgivet EU-analyse om russisk misinformation.

Det er EUs East StratCom Task Force, der hidtil har dokumenteret 112 eksempler på vildledende historier om coronavirus fra prorussiske medier. Formålet er at underminere befolkningers tillid til egen regering og sundhedsvæsen ved at så mest muligt tvivl om de eksperter og myndigheder, der kæmper for at inddæmme og behandle coronavirus.