Lykke Friis: EM bliver ét stort nationalt terapirum

Europamesterskabet i fodbold skulle have været et symbol på europæisk sammenhold. Nu bliver det snarere symbolet på splittelse i en tid med Brexit og pandemi. I alle lande kommer EM til at fungere som et nationalt terapirum til at bearbejde coronakrisen. Og som det ikke var nok: Rejserestriktioner vil kunne udløse ny splid mellem landene. Så der er lagt op til en ganske anden fodboldfest end planlagt.

Fra starten var der tale om én af de største kaniner i europæisk fodboldhistorie. Fuldstændig ud af det blå foreslog daværende UEFA-præsident Michel Platini i sommeren 2012, at EM i 2020 skulle holdes i 11 byer rundt i Europa.

Forklaringen var næsten en EU-kommissionsformand værdig: Lad os bruge EM til at vise, at vi i 60-året for det første EM endegyldigt har begravet de nationale stridsøkser. Det indgik også i Platinis plan, at der skulle spilles i EUs hovedstad, Bruxelles.